Klækkelig lønstigning på vej til Folketinget samt ministre og borgmestre

Folketingspolitikere og ministre kan se frem til at få 15 procent mere i løn, skriver Politiken.

Folketingspolitikere tjener i dag omkring 660.000 kroner om året. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Ministre, politikere på Christiansborg og borgmestre kan meget vel se frem til en klækkelig lønforhøjelse, skriver Politiken.

Vederlagskommissionen, som har til opgave at kulegrave politikernes løn- og pensionsforhold, vil foreslå at hæve lønnen for folketingspolitikere og ministre med omtrent 15 procent.

Det siger flere kilder i og uden for Vederlagskommissionen med kendskab til ekspertgruppens anbefalinger, som Politiken har talt med.

Derudover står borgmestre ifølge Politikens oplysninger til et lønhop på 30 procent. De vil dermed følge byrådspolitikere og regionsrådsmedlemmer, der i 2014 fik en lignende stigning.

Kommissionen har tidligere departementschef og DR-formand Michael Christiansen i spidsen. Til Politikens oplysninger siger han:

- Jeg vil henvise til, at det af kommissoriet fremgår, at vi skal inddrage samtlige elementer i den samlede vederlæggelse af politikere. Jeg kan bekræfte, at det er inden for de rammer, vi arbejder. Mere vil jeg ikke kommentere, siger han til Politiken.

Ifølge Politiken forventer man også at ændre politikernes pensionsordninger, så de mere minder om en almindelig arbejdsmarkedspension. Den lavere pension vil dog først gælde for politikere valgt fremover.

Et bredt flertal i Folketinget - bestående af V, S, R, K og SF - har allerede givet håndslag på, at de vil stemme for kommissionens anbefalinger, uanset hvad de fremlægger.

  • Folketingspolitikere tjener i dag omkring 660.000 kroner om året.
  • Ministre hæver mellem 1,17 millioner og 1,46 millioner kroner om året.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube