København vil udspørge borgerne om deres drikkevaner

Ifølge nyt tiltag kan overvægtige mænd i København forvente, at kommunen kigger forbi med kost- og motionsråd.

Sundhedborgmesteren er klar med nye løsninger, hvor kommunen mere offensivt skal opsøge borgere med et eventuelt sundhedsproblem. Tiltagene vækker harme på blå fløj. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Pædagoger og lærere, der spørger ind til forældrenes drikkevaner kan blive helt normal praksis i Københavns Kommune.

Initiativet er en del af et sundhedsudspil, som skal komme københavnernes sundhedsproblemer til livs.

Et andet tiltag skal forsøge at råde bod på mænds skrantende helbred. Her skal en gruppe mænd, uddannet til formålet, opsøge andre mænd, for eksempel i klubber eller på værtshuse, for at snakke livstilsygdomme som type 2-diabetes.

Sundhedstiltag i Københavns Kommune
  • I et nyt sundhedtiltag, der bygger på en ”bruger til bruger-tilgang”, skal en gruppe mænd fra et relevant lokalområde uddannes i motiverende samtale, motion, kost, alkohol- og rygevaner. Formålet er, at de skal ud og opspore de mænd, der er i risiko for at udvikle type 2-diabetes (enlige, arbejdsløse, over 40 år) og på den måde være øjenhøjde med borgeren.
    Allerede eksisterende sundhedsindsatser:
  • Pædagoger og lærere, der har mistanke om et misbrug hos en forælder, spørger direkte ind til eksempelvis alkoholvaner med henblik på alkoholrådgivning.
  • Jobscentret informerer klienterne om tilbud i kommunen om rygestop.
  • Etniske kvinder uddannes i at videreformidle viden om sundhed og ernæring til deres lokalmiljø.

Tiltagene kommer fra Ninna Thomsen (SF), Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, der forklarer, at man forsøger at nå de borgere, som ikke selv undersøger, hvilke sundhedstilbud og muligheder for hjælp, der er i kommunen.

- Der er kæmpe ulighed i sundhed i København, derfor prøver vi nogle nye ting af. Kan vi nå ud til nogle kortuddannede københavnere og arbejdsløse, så har vi gjort rigtig mange en tjeneste, siger hun.

- Pædagoger skal ikke blande sig fredag eftermiddag, hvis man kommer og har drukket en eftermiddagsøl på arbejdet. De skal blande sig, hvis de kan se, at barnet mistrives. Hvis de har en klar mistanke om et alkoholmisbrug.

- Det rager ikke kommunen

Initiativerne møder stor modstand i blå lejr, der kalder tiltagene formynderiske og grænseoverskridende.

- Mange af de her ting rager ikke det offentlige for at sige det lige ud. De fleste ved godt, det er usundt at ryge og være overvægtig. Det er ikke nødvendigt, at kommunen stikker næsen i noget, som er så privat, siger Jens-Kristian Lütken, medlem af Købehavns Borgerrepræsentation for Venstre.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube