Konservative og røde partier enige: Regeringen skal holde fingrene fra grøn elafgift

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) kan få svært ved at finde opbakning til at skære i grønne afgifter.

PSO-afgiften, som Lars Christan Lilleholt (V) vil skære på, går blandt andet til opførslen af vindmøller og grøn forskning. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er meget tydeligt, at regeringen går meget lidt op i det grønne.

Sådan lyder kritikken fra Socialdemokraternes energiordfører, Jens Joel, efter klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) lægger op til at skære på PSO-afgiften på el, der går til grøn omstilling.

- Det virker, som om Venstre-regeringen har lidt mere travlt med at finde undskyldninger for at skære ned på den grønne omstilling i stedet for at finde løsninger på de rigtige problemer derude, siger han.

Ministeren udmelding kommer, efter en fremskrivning viser, at PSO-afgiften bliver knap 16 milliarder højere end forventet frem mod 2020 på grund af lave el-priser.

PSO-afgiften

PSO opkræves som en afgift på forbrugernes elregning og står for Public Service Obligation eller på dansk offentlige serviceforpligtelser.

Pengene går til forskellige grønne initiativer som eksempelvis opførslen af vindmøller og forskning.

PSO-afgiften prissættes fire gange om året af Energinet.dk og beregnes ud fra forventninger til det kommende kvartal af især markedsprisen på el.

Kilde: Energinet.dk

Det gør ikke de samlede udgifter for forbrugere og virksomheder større, men det kan svække virksomhedernes konkurrenceevne.

- Ministeren præsenterer det her som fuldstændig nyt, men vi har allerede handlet på det flere gange, og det gør vi gerne igen, men vi hjælper ikke regeringen med at stoppe den grønne omstilling, siger Jens Joel.

SF: Ministeren må tage sig sammen

Også SF og De Konservative bider mærke i, at det ikke er nyt, at PSO-afgiften bliver højere, end man forventede, da man lavede aftalen i 2012.

Begge partier vil gerne kigge på udfordringerne, men efterlyser, at ministeren kommer med en længe ventet analyse af afgiftsystemet, så forligskredsen kan handle ud fra det samlede billede.

- Det nytter ikke kun at kigge på et element og ikke kigge på alle de andre. Ministeren må tage sig sammen. Vi har ventet på den her afgiftsanalyse, siden regeringen blev nedsat, siger formand og energiordfører for SF Pia Olsen Dyhr.

De Konservative energiordfører, Mette Abildgaard, påpeger, at man allerede har hjulpet de virksomheder, der har det sværest, mens det ville være uhensigtsmæssigt at slække på den grønne omstilling, både i forhold til klima og økonomi.

- Når vi i Danmark har en PSO, er det, fordi vi ønsker at være uafhængige af fossil energi, når vi når frem til 2050. Det har en pris, og det er den, vi betaler via PSO’en. Men det er noget, vi gør, fordi det er nødvendigt af hensyn til de kommende generationer, siger hun.

Hun mener desuden, at det er meningsløst at justere på PSO-afgiften i 2016, da EU har pålagt Danmark at lave systemet helt om inden 2017.

R: Står i kæmpe klimakrise

De Radikale ser ingen problemer i, at afgiften er steget, og mener, at det ligger helt i tråd med aftalen om at sætte penge af til grøn energi.

- Hvis regeringen vil lave deres klimapolitik lige så sort som deres landbrugspolitik, så siger vi pænt nej tak, siger energiordfører Andreas Steenberg.

- Vi står i en kæmpe klimakrise, vi kan ikke blive ved med at leve på den her måde. Vi har investeret massivt i grøn energi, og det, synes vi, man skal holde fast i.

Han er spændt på at se, hvordan regeringen vil finde penge til at lette PSO-afgiften.

- Hvis de har så mange penge, at de både kan lette PSO’en og sænke skatten på arbejde, vil jeg gerne se det, før jeg tror det, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube