Kræftens Bekæmpelse kan næsten ikke vente med at gemme smøgerne

Socialdemokraternes forslag vil få færre børn og unge til at begynde at ryge, lyder det. Købmænd er skeptiske.

Kræftens Bekæmpelse bakker op om forslaget, mens De Samvirkende Købmænd er imod. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det vil være godt for sundheden, hvis man følger Socialdemokraternes forslag om at gemme cigaretter og anden tobak væk i kiosker og dagligvarebutikker, så de ikke er synlige for kunderne.

Det mener Kræftens Bekæmpelse, der bakker 100 procent op om forslaget.

- Cigaretpakkerne virker i dag som en reklamesøjle, og de lokker børn og unge ved siden af slik i kiosker og dagligvarebutikker. Med det her forslag regner vi med, at færre børn og unge vil lære at ryge. Og i øvrigt vil det også være lettere for voksne at holde op, siger projektleder i Kræftens Bekæmpelse Niels Them Kjær, der henviser til gode erfaringer fra Island, Norge og Irland.

Også positiv over for neutrale indpakninger

På samme måde støtter han også Socialdemokraternes andet forslag til en ryge-straming, der går ud på at gøre cigaretindpakninger helt neutrale - altså uden de velkendte logoer og farver.

- I det øjeblik cigaretpakkerne bliver reklamefri, vil de ikke længere være attraktive på samme måde. Så forslaget vil betyde, at færre børn og unge vil lære at ryge, siger Niels Them Kjær.

Han bygger sin viden på erfaringer fra Australien, der som det første land indførte neutrale cigaretpakker i 2012. Her viste en undersøgelse for nyligt, at Australien havde den laveste andel af rygere blandt 12-17-årige i 30 år.

- Foruden at færre børn og unge vil begynde at ryge, så betyder det her forslag også, at der kommer øget fokus på de advarsler, der er på pakkerne, siger Niels Them Kjær.

Skepsis hos købmændene

Omvendt er der skepsis over for forslaget om skjulte cigaretter i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer cirka 1250 danske købmænd. Her er man bekymret for udgifterne til ny indretning i landets kiosker og dagligvarebutikker.

- Det er umiddelbart ikke en synderligt god idé set fra butikkernes side, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen.

Han henviser til erfaringer fra Norge, hvor man ikke med sikkerhed kan konkludere, at initiativet isoleret set har haft en effekt.

- Det betyder, at butikkerne står tilbage med en omkostning til at indrette deres butikker på en anden måde, uden at man fra politisk side får opfyldt ønsket om en ændret rygerprofil i befolkningen, siger Claus Bøgelund Nielsen.

Neutrale indpakninger kan medføre illegal handel

Samme grad af skepsis har han over for forslaget om neutral emballage. Her frygter Claus Bøgelund Nielsen, at det kan medføre større grad af handel med smuglercigaretter i landets kiosker.

- Hvis cigaretterne skal opbevares i et skab bag lås og slå, så øges risikoen for, at det er illegale varer, der sælges, siger han.

- Man åbner en ladeport for, at der kommer billige cigaretter ind fra Østeuropa, fordi det er mindre risikabelt for butikken, når kunderne alligevel ikke kan se emballagen.

I Langt fra Borgen i aften besøger to politikere et plejehjem, hvor de ansatte ikke må ryge i arbejdstiden. Er det i orden? Og vil det få flere til at kvitte smøgerne, hvis de fremover bliver gemt væk i butikkerne? Se to sundhedsordførere sælge cigaretter til unge. Det er kl. 21.55 på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube