Krigsveteraner bliver ramt af kontanthjælpsloftet

Blå blok vedtager i dag det omdiskuterede kontanthjælpsloft. Op mod 500 veteraner risikerer at miste penge, vurderes det.

Krigsveteraner på kontanthjælpsloft risikerer at blive ramt af blå bloks kontanthjælpsloft. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En række af de soldaterveteraner, der har tjent Danmark i krige i de seneste mange år, bliver ramt på pengepungen af det kontanthjælpsloft, som en samlet blå blok i dag vedtager.

Der findes ikke officielle tal for, hvor mange krigsveteraner, der er på kontanthjælp, men både Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og fonden Soldaterlegatet, der støtter krigsveteraner og pårørende, skønner, at omkring 500-600 veteraner risikerer at blive ramt af kontanthjælpsloftet.

Det vil for nogle krigsveteraner betyde, at de mister omkring 2.000 kroner om måneden.

- At tage penge fra de her folk er fuldstændig uforståeligt. Det vil gøre deres hverdag endnu vanskeligere, og vores bekymring er, at det kan komme til at betyde, at nogle ender med at må flytte fra hus og hjem, siger Flemming Vinther, der er forbundsformand for HKKF.

- Når vores medlemmer er på kontanthjælp, er det ikke fordi, at de synes, det er fedt eller sjovt, eller fordi de er arbejdssky. Det er fordi, de har nogle problemer at slås med i hverdagen, siger han.

Store usikkerhedsmomenter

Flere krigsveteraner på kontanthjælp lider af psykiske sygdomme som eksempelvis posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), og ifølge fonden Soldaterlegatet kan selv det mindste indhug i krigsveteraners rådighedsbeløb ramme hårdt.

- Når veteraner er ramt af PTSD, så betyder bare en lille ændring i deres økonomi uhyggeligt meget for deres tilstand. De bliver stressede enormt meget af små ændringer og de usikkerheder, det giver, siger Søren Meldgaard, der er økonomisk rådgiver for Soldaterlegatet.

- Det er nogle mennesker, som er syge, og det giver meget store usikkerhedsmomenter for dem, og det hjælper i hvert fald ikke, at vi nu giver dem færre penge, siger han.

Det er Venstre-regeringen, der står bag ideen til kontanthjælpsloftet, som blå blok vedtager i dag, og partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ved flere lejligheder understreget behovet for at yde en særlig støtte til danske krigsveteraner.

Så sent som i mandags holdt Venstre en høring om den danske veteranpolitik, hvor Lars Løkke Rasmussen sagde følgende:

- Vi har som samfund et særligt ansvar. Vi taler om unge mænd og kvinder, som vi udsender i militære operationer, som er dødsensfarlige, for at forsvare danske værdier. De gør det på vores alle sammens vegne. Det synes jeg, at vi som samfund, både det officielle Danmark og os alle sammen, har et særligt ansvar for, lød det fra statsministeren.

S: Det hænger ikke sammen

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, understreger, at partiet fortsat er optaget af at hjælpe krigsveteraner så godt som muligt, selvom Venstres kontanthjælpsloft altså får en negativ betydning for nogle veteraner.

- Hvis man er på kontanthjælp og har en meget nedsat arbejdsevne, og der ikke er udsigt til, at man kan komme tilbage med en almindelig indsats, så skal man slet ikke være på kontanthjælp. Så skal man i et ressourceforløb eller måske videre i et fleksjob, og de er ikke omfattet af kontanthjælpsloftet. Det er den opgave vi skal løse, siger Hans Andersen.

- Men det bedste vi kan gøre for mennesker på kontanthjælp er, at de kommer tilbage i job. Det gælder også for veteraner, siger han.

Hos Socialdemokraterne er politisk ordfører, Nicolai Wammen, ikke imponeret af den forklaring.

Han kritiserer Venstre for at sige et og gøre noget andet:

- Det er bare fire dagen siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen stod på talerstolen og sagde, at vi skulle gøre noget godt for veteranerne. Så kommer det her forslag, som vil ramme nogle af de allermest sårbare veteraner hårdt. Det hænger jo ikke sammen, siger Nicolai Wammen.

- De her veteraner kommer hjem med skader på krop og sjæl, og de fortjener simpelthen ikke det gok i nøden, som de får med den politik, regeringen og Dansk Folkeparti fører. De har brug for ro og støtte til at de og deres familier kan genvinde fodfæstet, det her gør det stikmodsatte, siger han.

Så sent som i mandags sagde Lars Løkke Rasmussen ellers:- Vi taler om unge mænd og kvinder, som vi udsender i militære...

Opslået af DR Nyheder på 16. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube