Tema Asylstramninger

Kristian Jensen: Jeg synes det danske omdømme er godt

Udenrigsministeren ser frem til at få udredt en række misforståelser i Europaparlamentet i morgen.

Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser frem til at fortælle, hvad der er op og ned på den danske asylpoolitik. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Debatten om Danmarks omdømme raser.

Både herhjemme og i udlandet er der fokus på regeringens asylpolitik, og flere af de seneste asylstramninger har givet overskifter i de internationale medier.

Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), vurderer dog, at Danmarks omdømme i udlandet stadig er ganske fint.

- Jeg synes, det danske omdømme er godt. Da jeg var i Geneve i torsdags (for at forklare regeringens integrationspolitik for FN's Menneskerettighedsråd, red.), blev vi rost for vores indsats omkring menneskerettigheder, omkring ligestilling, homoseksuelles rettigheder og en lang række andre områder, siger han.

Asylstramninger

Regeringen har vedtaget en række asylstramninger, som har vakt voldsom debat - både herhjemme og i udlandet. Blandt de mest diskuterede stramninger er, at asylansøgere skal betale en del af omkostningerne, hvis de har værdier for over 10.000 kroner. Og at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år, mens deres sag er under behandling. Læs mere i temaet.

Gå til tema

- Der har været en række kedelige avisartikler, det erkender jeg fuldt ud, men jeg deler ikke billedet af, at vores omdømme er dårligt, siger Kristian Jensen.

Skal forklare asylpolitik

I morgen rejser han sammen med udlændingeminister Inger Støjberg (V) til Europaparlamentet for at forklare Danmarks asylpolitik.

Her håber udenrigsministeren at få udredt en række misforståelser om den danske asylpolitik.

- Der har været ret mange myter og misforståelser om, hvad den danske regering har foreslået. Nu har vi chancen for at fortælle det direkte selv, og jeg glæder mig til at få ryddet de misforståelser af vejen, siger Kristian Jensen.

Et af de mest omtalte forslag går ud på, at asylansøgeres værdigenstande som smykker og kontanter skal kunne beslaglægges for at betale for deres ophold i Danmark.

- Der har været nogle misforståelser om, at vi vil tage vielsesringe fra folk, og vi er blevet sammenlignet med nogle af de værste regimer i verden. Jeg glæder mig til at fortælle, hvad indholdet i den danske politik virkelig er, siger Kristian Jensen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube