Kulturminister fratager Kvinfo biblioteksopgaver

Kvinfo skal ikke længere stå for at drive bibliotek, har kulturministeren bestemt.

Kulturminister Mette Bock (LA) forklarer, at det giver Kvinfo mulighed for at genoverveje organiseringen af institutionens øvrige opgaver. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Har man brug for fagbøger om køn og ligestilling eller hjælp til at finde historisk materiale om kvinders vilkår, vil det fremover være Det Kongelige Bibliotek, man skal henvende sig til.

Kulturminister Mette Bock (LA) har nemlig besluttet at lægge Kvinfos bibliotek ind under Det Kongelige Bibliotek. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

Kvinfo, der selv kalder sig Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, skal dermed ikke længere drive bibliotek.

Det sker som led i en samling af en række mindre biblioteker, der har fundet sted de seneste år, oplyser kulturministeren.

- Biblioteksopgaven udgør kun en del af Kvinfos opgaver, og udskillelsen giver Kvinfo anledning til at overveje den fremtidige organisering af institutionens øvrige opgaver, udtaler Mette Bock i en pressemeddelelse.

Hun vil nu gå i dialog med Kvinfo om, hvorvidt der er brug for at ændre på Kvinfos øvrige arbejde. Men det er i sidste ende op til Kvinfo selv, understreger hun. Kvinfo er nemlig en selvejende institution under Kulturministeriet.

Sammenlægningen af bibliotekerne sker med virkning fra 1. januar 2018.

Kvinfo ærgrer sig over ministerens beslutning.

- Hos os hænger de forskellige opgaver sammen om arbejdet med "sagen", siger direktør Suzanne Moll i en skriftlig kommentar.

- Og vi mærker i det daglige stigende interesse fra både skoleelever, gymnasieelever og mange andre.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube