Kulturminister ser frem til svar fra DR om transport af hest

Ministeren afventer svar fra DR om transport af en korrespondents hustrus hest fra Danmark til USA.

Kulturminister Mette Bock vil bede DR om en redegørelse i sagen om betaling af transport af hest fra Danmark til USA. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Kulturminister Mette Bock (LA) kalder en sag om en hestetransport finansieret for licenspenge for "en bizar sag".

Sagen drejer sig om DR-journalist Johannes Langkilde, som af sin arbejdsgiver fik betalt transporten af sin kones hest fra Danmark til Washington, da han flyttede til USA som korrespondent.

- Jeg synes, at det lyder som en meget bizar sag, og jeg kan forstå, at der er spørgsmål på vej desangående, og så må vi jo bede DR redegøre for det, siger ministeren.

- Jeg håber, at DR vil være åbne, og helt personligt vil jeg sige, at hvis det forholder sig som beskrevet her, så synes jeg, at DR gør sig utroligt sårbar over for kritik, siger hun.

Det kostede licensyderne næsten 70.000 kroner at flytte DR-korrespondentens hustrus hest. Det viser en faktura, som Radio24syv har set, og DR har efterfølgende bekræftet beløbet.

V, DF og S har kritiseret DR for at bruge licensmidler til en så dyr hestetransport.

Mette Bock glæder sig til at høre DR's forklaring.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube