Debatten om højhuse raser i Aarhus

Der er delte meninger om, hvorvidt man skal blive ved med at bygge højhuse i Aarhus.

- Højhuse genererer en hel masse vind og danner skygger og giver dårlige byrum, mener en kritisk borger. (© Dr Østjylland)

Det er ikke alle, der er lige begejstrede for de højhuse, der skyder op rundt omkring i bybilledet i Aarhus – blandt andet på Aarhus Ø.

En af de kritiske borgere er Anders Bové Christensen, som har arbejdet som arkitekt i 40 år. Han mener ikke, højhuse er egnede som byhuse.

- Højhuse genererer en hel masse vind og danner skygger og giver dårlige byrum, og det vil sige, at det er ikke særlig rart at opholde sig i forbindelse med højhuse, siger han.

Også Carsten Grønlund, der er pensionist, er utilfreds med udsigten til flere højhuse i byen. Han ser blandt andet Ceresbyen som et eksempel på et sted, hvor det er gået helt galt.

- Der kunne være blevet et skønt miljø, man har en å, der løber forneden, og man havde et stort grønt område, og alligevel river man det meste ned og bygger et tårnhøjt hus, der minder lidt om, hvad man så i Østberlin, efter at Sovjet havde bygget alle deres rædselsfulde bygninger, siger han.

Politikere vil have grænser for, hvor højhuse må bygges

Spørger man Marc Perera Christensen fra Det Konservative Folkeparti, er man nødt til at bygge i højden i Aarhus på grund af befolkningstilvæksten.

- Fordelen ved at bygge mere kompakt inde i city er, at det er en måde at håndtere befolkningstilvæksten på, og så er det en måde at undgå at overbebygge vores forstæder og lave indgreb i vores grønne kilder i resten af Aarhus Kommune, siger han.

Han mener, man er nødt til at se på højhusene dog, at der er grænser for, hvor højhusene skal placeres.

- Et højthus i den gamle bykerne kommer ikke til at ske med Det Konservative Folkepartis stemmer, men nede på Frederiks Plads i bunden af Jægergårdsgade mener jeg godt, vi kan bygge højt, ligesom vi allerede i dag kan se et højt hus med Comwell-hotellet, siger han.

HC Molbech fra Alternativet mener slet ikke højhusene hører til inde i midtbyen.

- Den højhuspolitik, vi har vedtaget i Aarhus, lægger op til, at der skal bygges mange flere højhuse i Aarhus C. Det er vi selvfølgelig imod i Alternativet, for vi mener i stedet, at højhusene skal være uden om byen, hvis de overhovedet skal være der.

Bliv klogere på Aarhus