Brian Holm har mest byrådsfravær: Ikke en rekord jeg er specielt stolt af

Trods afbud til hvert tredje møde i kommunalbestyrelsen genopstiller sportsdirektøren, tøjfirmaejeren og cykelkommentatoren ved det kommende kommunalvalg.

Brian Holm har 37 procents fravær til møderne i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Det er det højeste fravær blandt politikerne i hovedstadsområdet. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Sportsdirektør, tøjfirmaejer og cykelkommentator. Kommunalpolitiker Brian Holm (K) har mange kasketter på ved siden af sit politiske arbejde, og det kan ses på hans fravær ved kommunalbestyrelsesmøderne.

Siden han blev valgt ind på Frederiksberg for Konservative i 2013 har han haft 37 procent fravær til møderne i kommunalbestyrelsen. Det viser en gennemgang, DR P4 København har lavet, og det er mere end nogen anden kommunalpolitiker i hovedstadsområdet.

De mange afbud skyldes arbejde, forklarer han.

- Jeg har mellem 160 og 170 rejsedage om året. Til gengæld kender jeg mit rejseprogram et år i forvejen og melder det ind til borgmesteren og vælgerforeningen i januar, og når jeg er hjemme, prøver jeg at yde en ekstra indsats.

Brian Holm mener sagtens han kan deltage i de politiske diskussioner og holde sig orienteret, selvom han er fraværende ved mere end hvert tredje møde i kommunalbestyrelsen.

- Det er ikke en rekord, jeg er specielt stolt af, men jeg oplever egentlig ikke, at det er problem. Forvaltningen mailer de aktuelle sager til os politikere hver torsdag, og jeg taler det igennem med den konservative gruppe om søndagen.

160.000 i løn

Som kommunalpolitiker modtager Brian Holm hvert år omkring 105.000 kroner for at sidde i kommunalbestyrelsen. Dertil kommer 55.000 kroner for poster i politiske fagudvalg. Til den løn er man ikke forpligtet til at deltage hver gang, mener han:

- Jeg kan ikke leve af kommunalpolitik, så jeg er nødt til at have et arbejde ved siden af. Men der har ikke været nogen afbud, fordi jeg skulle kommentere cykelløb eller på grund af mit tøjfirma. Der har kommunalbestyrelsen absolut førsteprioritet.

FRAVÆR
  • En gennemgang af referater fra samtlige møder i hovedstadsområdets 33 byråd og kommunalbestyrelser siden kommunalvalget i 2013 og frem til 31. august 2017 viser, at 34 ud af 733 kommunalpolitikere har mere end 15 procent fravær ved byrådsmøderne.
  • Fem politikere har mere end 25 procent fravær. Fire af dem genopstiller.
  • En kommunalpolitiker modtager et årligt vederlag på omkring 90.0000 kroner. Beløbet afhænger af borgmesterens løn og kommunens størrelse.
  • Dertil kommer vederlag for poster i fagpolitiske udvalg.

Fravær fortsætter

Trods det høje fravær genopstiller Brian Holm ved årets kommunalvalg. Han har også for nylig forlænget sin kontrakt som sportsdirektør, så han vil ikke love, at fraværsprocenten fremover bliver lavere. Så længe den konservative gruppe bakker op om ham, mener han ikke, at det er et problem.

Og hos den konservative gruppe på Frederiksberg rådhus forsvarer gruppeformand Flemming Brank Brian Holms fravær. Det er nødvendigt, hvis man også vil have folk fra det private erhvervsliv, siger han.

- Vi synes, det er vigtigt, at vores liste er bred, og der skal også være erhvervsfolk, selvom det medfører nogle afbud. Brian Holm er et stort aktiv for os, selvom han har noget fravær.

I sidste ende er det borgerne på Frederiksberg, der afgør om Brian Holm har haft for meget fravær. Straffer de ham den 21. november, er han helt afklaret med det.

- Hvis der er nogle, der synes, jeg ikke lever op til opgaven, så må de lade være at stemme på mig. Sådan er livet, siger han.

Ved seneste kommunalvalg fik Brian Holm 786 stemmer, hvilket var det næsthøjeste antal personlige stemmer blandt de konservative kandidater Frederiksberg.

Er du i tvivl om, hvorfor kommunalvalget er vigtigt? Stil dine spørgsmål til DR's politiske analytiker, der svarer på dr.dk kl. 15.00

Resultater og Kommuneportræt

Bliv klogere på Frederiksberg