Lokalpolitisk romance: Alternativet og DF indgår kommunale valgforbund

- Det er jo ikke os i kommunalbestyrelserne, der tager stilling til, hvor mange flygtninge Danmark skal byde velkommen, lyder argumentet fra Alternativet i Odsherred.

Alternativet har foreløbig indgået valgforbund med Dansk Folkeparti i to kommuner frem mod kommunalvalget. Her ses partiets politiske leder, Uffe Elbæk, i folketingssalen. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Da de lokale medlemmer i Dansk Folkeparti i Randers sidste år skulle forsøge at være morsomme i forbindelse med 1. april, udsendte lokalafdelingen en pressemeddelelse:

Dansk Folkeparti og Alternativet er i Randers blevet enige om at indgå i et valgforbund ved det kommende kommunalvalg, hed det i aprilsnarren forklædt som en pressemeddelelse.

Men cirka halvandet år senere er aprilsnarren for nogle af Dansk Folkepartis lokalafdelinger blevet til virkelighed:

Alternativet og Dansk Folkeparti har således indgået valgforbund i både Odsherred Kommune og Hørsholm Kommune op til kommunalvalget den 21. november.

- Vi har været i dialog med flere partier, og så er vi nået til den konklusion, som også har overrasket os selv, at det er Socialdemokratiet og DF, som deler mange af vores politiske visioner for Odsherred, siger Jacob Antvorskov, der er byrådskandidat for Alternativet i Odsherred.

Der er tale om et teknisk valgforbund, som Alternativet og Dansk Folkeparti samt Socialdemokratiet har indgået i Odsherred.

Et valgforbund indgås for at undgå stemmespild, men det kan samtidig betyde, at en stemme på Alternativet kan gå til enten Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet.

Har du ingen problemer med, at en stemme på Alternativet kan ende hos Dansk Folkeparti?

- Det ville jeg have – og jeg ville ligge vågen om natten over det – hvis det var landspolitisk. Det er klart. Men det er simpelthen noget andet i kommunerne. I hvert fald i vores kommune, siger Jacob Antvorskov fra Alternativet.

- Det er jo ikke os i kommunalbestyrelserne, der tager stilling til, hvor mange flygtninge Danmark skal byde velkommen, eller om elbilerne skal være afgiftsfritaget, siger han.

Grønne visioner forener

Alternativet, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har især fundet sammen i valgforbund, fordi de tre partier langt hen ad vejen er enige om, hvordan den grønne politik i Odsherred skal være.

- Vi har snakket med Alternativet, og de synes, at nogle af de ting, vi har stemt for i byrådet, er noget, der ligger inden for deres område. Vi stemte for eksempel imod, da vi skulle bruge gift på vores veje for at få ukrudt væk, siger Dansk Folkepartis lokalformand i Odsherred, byrådsmedlem Helle Just Jensen.

Hvordan har du det med, at en stemme på Dansk Folkeparti kan lande hos Alternativet?

- Det er jo det, man må leve med. At man ikke ved noget som helst om, hvor det ender henne. Men det må vi tage med, for det kan lige så godt gå den anden vej. Det er ikke til at vide, siger Helle Just Jensen.

I Hørsholm Kommune er historien mere eller mindre den samme.

Her er Alternativet, der aldrig før har været på stemmesedlen til et kommunalvalg, gået i valgforbund med Dansk Folkeparti samt Venstre og Liberal Alliance.

For de lokale alternativister i Hørsholm lyder begrundelsen ligeledes, at der især på det grønne område er flere fællestræk mellem de pågældende partier.

- Jeg tror faktisk ikke, de politiske forskelle er helt så store lokalpolitisk, som de er landspolitisk. F.eks. har de tre partier fået øjnene op for miljøet og den grønne profil, så jeg tror sagtens, vi kan blive enige om nogle ting, sagde Anders Kinnerup, kandidat for Alternativet i Hørsholm, til Berlingske i sidste uge.

Alternativet i Hørsholm kan ligeledes leve med, at en stemme på partiet i princippet kan blive en stemme på Dansk Folkeparti:

- Det kan vi såmænd udmærket. Vores kalkule er, at Alternativet kommer til at tage stemmer fra de andre partier, så det må vi jo tro på.

Lokalafdelinger bestemmer selv

På Christiansborg ligger Alternativet og Dansk Folkeparti til daglig ganske langt fra hinanden i en række sager, men politisk ordfører for Alternativet, Carolina Magdalene Maier, ser ingen problemer i, at partiets lokalafdelinger indgår valgforbund med Dansk Folkeparti.

- Vores overordnede holdning er, at vi lader vores lokalkredse om at vurdere, hvordan man bedst indgår valgforbund i de forskellige kommuner.

- Vi har ingen anbefalinger fra ledelsesmæssigt hold til, hvordan og med hvem man indgår valgforbund. Vi stoler på, at de lokalt selv kan finde ud af det, så det blander vi os ikke i, siger Carolina Magdalene Maier.

Hun mener, at de landspolitiske spørgsmål, som partierne på Christiansborg til daglig diskuterer, ligger meget langt fra dagsordenerne i kommunalbestyrelserne landet over.

- Der er lokalpolitik mere hverdagsagtigt. Der handler det for eksempel om veje, mad i daginstitutioner og helt andre sager, så det kan man ikke sammenligne direkte, siger Carolina Magdalene Maier.