Ny politisk liste: Ansatte i psykiatrien stiller op til regionsråd

Overlæger, plejere og sygeplejersker vil sikre bedre forhold for patienter og personale.

- Vi skal give de psykiatriske patienter en ordentlig behandling, siger overlæge Mikkel Rasmussen - en af Psykiatri-Listens ti kandidater til regionsrådet i Region Midtjylland.

Når politikerne ikke vil gøre noget ved de urimelige forhold, man byder patienter og personale i psykiatrien, må vi selv gøre det.

Det er holdningen hos kandidaterne på den nye politiske liste, Psykiatri-Listen, der stiller op til regionsrådsvalget i Region Midtjylland.

Psykiatri-Listen er startet af en gruppe medarbejdere på Psykiatrisk Hospital i Risskov og vil kæmpe for bedre forhold for patienter og ansatte i psykiatrien.

De er frustrerede over konstante nedskæringer, hvor man blandt andet har fjernet sengepladser og personale. Og et hårdt arbejdsmiljø med vold og trusler mod personalet.

Ifølge Mikkel Rasmussen er Psykiatri-Listens vigtigste budskab : Flere kvalificerede hænder i psykiatrien.

Han peger på, at man blandt andet har fjernet en række ergo- og fysioterapeuter og socialrådgivere fra afdelingerne.

- Folk, som skal sørge for patienternes rehabilitering. At de holder sig aktive og kan klare sig selv, når de bliver udskrevet - i stedet for at ende på gaden eller blive genindlagt.

Det kræver formentlig omkring 17.000 stemmer at få en kandidat valgt ind i regionsrådet. Men det er også realistisk, mener en anden af kandidaterne, overlæge Peter Møller Andersen.

- Jeg synes, vi har fælles punkter med mange andre i det almindelige hospitalsvæsen og ældre- og handicapområdet. Og vores etiske holdninger vil også kunne appellere til andre vælgere end lige pårørende og psykisk syge, mener han.

Alle kandidater på listen har et personligt kendskab til problemerne på området . Det gælder også Kenneth Juel , som er politiassistent ved Østjyllands Politi.

- Jeg møder jo presset personale og møder patienter, som har svært ved at komme ind i systemet og få en fair behandling, siger han. Og jeg ser læger og andet personale, som føler, at de slår i en dyne. Ledelsen siger, de lytter til dem - men alligevel sker der ikke ret meget, siger han.

Mikkel Rasmussen mener Psykiatri - Listen har gode chancer for succes, fordi mange danskere har berøring med det psykiatriske system.

- Jeg tror, der er en stille revolution i gang. At flere og flere bliver bevidst om, at vi skal give de psykiatriske patienter en ordentlig behandling, siger han.