Tema Eva Kjer Hansen-sagen

Lille rokade i Lars Løkkes regering

Esben Lunde er ny miljø- og fødevareminister - Ulla Tørnæs udpeget som uddannelses- og forskningsminister, oplyser Løkke på Facebook.

Esben Lunde Larsen har indtil i dag været uddannelses- og forskningsminister. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Eva Kjer Hansens afgang medfører en lille rokade i Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering.

Den nuværende uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen bliver ny miljø- og fødevareminister, imens hans post overtages af Ulla Tørnæs, som dermed kaldes hjem fra Europaparlamentet.

Eva Kjer Hansen-sagen

Eva Kjer Hansen måtte trække sig som fødevare- og miljøminister, efter at de konservative havde udtrykt mistillid til hende, og der opstod en regeringskrise. Esben Lunde Larsen har nu overtaget ministerposten.

Gå til tema

Det betyder også, at Morten Løkkegaard (V) træder ud af Folketinget og igen bliver medlem af Europaparlamentet, og at Jakob Engel-Schmidt kommer i Folketinget igen:

Det skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook.

Overdragelsen i Miljø- og Fødevareministeriet sker klokken 14:30.

En af de første opgaver for Esben Lunde Larsen kan blive at forhandle en tillægsaftale på plads med partierne bag landsbrugspakken.

Udnævnelsen af Lunde Larsen kommer i kølvandet på et tumultarisk forløb, hvor regeringen blev kastet ud en enorm krise, efter at Løkke indikerede, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en ministerfyring.

Men De Konservative stod fast, og en række timelange møder i statsministerboligen Marienborg i Nordsjælland kunne ikke genoprette tilliden til Eva Kjer Hansen, der ifølge støttepartiet ikke har givet retvisende oplysninger til offentligheden om landbrugspakken.

En række miljøforskere havde forud for mistillidserklæringen beskyldt Eva Kjer Hansen for at sminke tallene bag landbrugspakken, så miljøregnskabet fremstår mere positivt, end det reelt er.

Kører om fem minutter til Amalienborg for kl. 13.00 at fremstille en ny miljø- og fødevareminister og en ny uddannelses-...

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Monday, 29 February 2016

Nogle af forskerne står bag de oprindelige beregninger af landbrugspakken, men har brugt vendinger som "kreativ bogføring" og "misinformation" om ministerens regnemetoder.

Eva Kjer Hansen har igennem hele forløbet fastholdt, at tallene er retvisende. Og statsministeren har erklæret sig enig - Eva Kjer Hansen har ikke gjort noget forkert.

Løkke har allerede én gang været tvunget til at skifte ud på sit ministerhold. Det skete, da Carl Holst (V) trak sig som forsvarsminister efter en række skandalesager. Holst blev afløst af Peter Christensen, der ikke blev valgt ind ved folketingsvalget i juni.

Sagen kort:

  • Tirsdag eftermiddag presser De Konservative på et samråd - forgæves - miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til at erkende, at landbrugspakken ikke er så miljøvenlig, som den giver sig ud for at være.
  • Få timer senere udtrykker De Konservative mistillid til Eva Kjer Hansen som minister. Krisen eskalerer for alvor, da Lars Løkke Rasmussen indkalder de blå partiledere til møde samme aften. Han vil finde ud af, om der er stadig er flertal for, at Venstre-regeringen skal fortsætte.
  • Onsdag eftermiddag truer statsministeren så med at udskrive folketingsvalg, hvis De Konservative vælter Eva Kjer Hansen.
  • På en stribe møder på Marienborg lykkes det ikke for statsministeren at tale De Konservative fra at afsætte Eva Kjer Hansen - og som konsekvens trækker hun sig lørdag som minister.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube