Tema Ny regering

Løkke inviterer LA og K med i regeringen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbner for en ny regering med to af de tre borgerlige støttepartier på Venstres landsmøde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner i sin landsmødetale på Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter for en ny regering med sine to mindste støttepartier - Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance:

- Det er min konklusion, at vi har brug for en stærkere Venstreledet regering, der favner en større del af vores parlamentariske grundlag. På den baggrund vil jeg på mandag igangsætte en proces for at udvide regeringen.

Ny regering

Danmark har fået en ny regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede den 28. november 2016 firkløverregeringen med i alt 22 ministre.

Gå til tema

Og det har statsministeren allerede ’drøftet’ med alle tre partiledere i blå blok om, fortalte han:

- Min vurdering er, at det rigtige vil være at invitere Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til at gå i regering med Venstre.

Topskatteknude

Med flere af støttepartierne i regering håber han blandt andet at kunne løse op for den topskatteknude, hvor Liberal Alliance kræver topskattelettelser på fem procent hele vejen op – og altså også for folk, der tjener over en million kroner om året.

Det har Dansk Folkeparti kategorisk afvist, mens Liberal Alliance har sagt, at partiet vil vælte den nuværende regering, hvis skattelettelserne ikke er på plads inden nytår.

- Det dobbeltpres har vist sig svært, lød det fra statsministeren om de i igangværende forhandlinger om regeringens 2025-plan, som statsministeren tidligere på året måtte udskyde for at lande en finanslov.

- Men når tingene ser svære ud, så giver vi ikke op. Så kender man mig dårligt. Så kender man Venstre dårligt, lød det fra statsministeren, der efterfølgende modtog nogle af talens højeste klapsalver.

- Jeg lægger mig ikke ned, når det ser svært ud, fortsatte han til både grin og klapsalver fra de omkring 1.000 fremmødte delegerede.

Løkke om et-partiregering: En stor opgave

Allerede inden landsmødets start havde statsministeren indkaldt sine ministre til et hastetelefonmøde kort før klokken 8 i morges. Flere af dem forventes nu at skulle opgive ministerposter, hvis støttepartierne takker ja til statsministerens tilbud.

- Det var en stor opgave, vi tog på os, sagde statsministeren om sin et-partiregering, som han dannede efter sidste folketingsvalg.

- Men hvis man skal have en opgave løst, så gør man det bedst i fællesskab, fortsatte han.

Så sent som i går og forgårs landede regeringen flere større og brede aftaler. Blandt andet et nyt ejendomsvurderingssystem, en blå finanslov og en bred aftale med flere af Folketingets partier om afskaffelsen af den såkaldte PSO-afgift.

- Venstre har nu siddet i regering i 16 måneder – og der er sket rigtigt meget. Alt det gode, der er sket, kan vi godt tillade os at tage en stor del af æren for, sagde statsministeren og nævnte blandt andet ’kontrol over asylstrømmen’, ’bedre muligheder for vækst over hele landet’ og ’en liberalisering af planloven’.

- Det kan vi godt tillade os at være stolte over.