Tema Asylstramninger

Løkke om udskældt smykkeforslag: Vi er blevet misforstået

Debatten giver jo nærmest et indtryk af, at folk vendes på hovedet, når de kommer til grænsen, lyder det fra statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt pressemøde efter et regeringsseminar på Kragerup Gods 12. januar. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Det omstridte og stærkt udskældte lovforslag, der blandt andet giver politiet mulighed for at beslaglægge kontanter og andre værdigenstande fra flygtninge, får nu statsministeren på banen.

Og han er ikke just imponeret over den måde, konsekvenserne af forslage t er blevet debatteret i medierne.

- Det er måske det mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien. Når man ser på debatten, får man jo nærmest et indtryk af, at når folk ankommer til grænsen, så skal de vendes på hovedet, og så skal man se, om man kan ryste den sidste mønt ud af lommen på dem. Det er fuldstændig fortegnet og forkert, siger Lars Løkke Rasmussen.

Asylstramninger

Regeringen har vedtaget en række asylstramninger, som har vakt voldsom debat - både herhjemme og i udlandet. Blandt de mest diskuterede stramninger er, at asylansøgere skal betale en del af omkostningerne, hvis de har værdier for over 10.000 kroner. Og at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år, mens deres sag er under behandling. Læs mere i temaet.

Gå til tema

I fredags ændrede udlændingeminister Inger Støjberg (V) lovforslaget, sådan at beløbsgrænsen for, hvornår dansk politi skal kunne beslaglægge rede penge, hæves. Nu tages kontanter alene i bevaring, hvis der er tale om beløb over 10.000 kroner.

I teksten til det oprindelige lovforslag foreslog regeringen ellers, at der kunne beslaglægges kontanter, når der var tale om summer over 3.000 kroner.

- Regeringen introducerer nu nogle ændringsforslag for at sikre, at det her forslag kommer i balance med det, der hele tiden har været intentionen, siger statsministeren:

- Forslaget handler helt grundlæggende om, at i et samfund som det danske, hvor vi har universelle rettigheder, er det sådan, at man som udgangspunkt klarer sig selv, hvis man kan, og så får man hjælp, hvis man har brug for det, siger Løkke.

Løkke: Reglen er ikke ny

Statsministeren henviser til, at en person, der ønsker at søge kontanthjælp i Danmark også bliver afvist, hvis vedkommende har en fri formue på over 10.000 kroner.

- Så bliver man afvist og bedt om at komme igen senere. Derfor ville det være forkert, hvis vi i forhold til folk, der kommer og søger asyl i Danmark, og som måtte være formuende - jeg tror ikke, at det er meget typisk, men det kan forekomme - sagde, at uanset, hvad du har af fri formue, så afløfter vi alle dine udgifter. Det ville være forkert, siger Løkke.

Han understreger også, at reglen som sådan ikke er ny.

- Det har nemlig været sådan hele tiden, at hvis en asylansøger er formuende, så skal man stå for sin egen forsørgelse de første 90 dage, og når man så har fået flygtningestatus, så gælder de samme regler, men af en mærkelig grund har der været et hul mellem 90 dage og det tidspunkt, hvor man får sin asylansøgning godkendt. Og det er det, forslaget går ud på, siger statsministeren.

Selvom udlændingeminister Inger Støjberg (V) har præciseret forslaget, vil Socialdemokraterne, Konservative og Liberal Alliance ikke love at stemme for.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube