Danmark nægter at acceptere Ruslands annektering af halvøen Krim. Det har statsministeren meddelt Ukraines præsident.

Danmark bakker op om Ukraine. Både når det gælder støtte til at bekæmpe korruption og mere effektiv udnyttelse af energien, men også politisk opbakning i konflikten med Ukraines store nabo Rusland.

Det understreger statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

- Vi nægter at acceptere Ruslands annektering af Krim, siger Løkke med henvisning til halvøen, som Rusland annekterede i 2014.

Det internationale samfund har aldrig anerkendt, at Krim skal være en del af Rusland, og Lars Løkke fastslår, at presset på Rusland skal fortsætte.

- Ukraine er ikke alene, fastslår statsministeren.

Petro Porosjenko understreger, at samarbejdet mellem Danmark og Ukraine er noget særligt.

- Danmark er vores vigtigste partner i EU, der har været med til at træffe vigtige beslutninger for vores land, siger han.

Han har desuden inviteret Løkke på officielt besøg i Ukraine.

/ritzau/