Lykketoft-beundrer advarer mod Donald Trump-kultur i Danmark

Det er vigtigt at holde kammertonen, siger socialdemokraten Peter Hummelgaard efter Mogens Lykketofts udfald mod Løkke.

Peter Hummelgaard Thomsen (S) kaldte Mogens Lykketoft for "en god kammerat, et stort politisk forbillede og en mand der hver dag slås for en mere retfærdig og solidarisk verden" i forbindelse med Mogens Lykketofts 70 års fødselsdag. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Mogens Lykketoft er med til at trække den politiske debat i Danmark i en amerikansk - og forkert - retning.

Det mener det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard Thomsen, efter at hans partifælle og politiske forbillede, Mogens Lykketoft, i en tale til Lykketofts egen 70 års fødselsdag blandt andet kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ”en lille svindler”.

- Jeg tror, at vi alle sammen – uanset hvor store og alvorlige vores politiske uenigheder er – skal forsøge at holde kammertonen.

- Vi skal særligt i disse år passe på, at vi ikke kommer til at udvikle en mini-udgave af den politiske debat, som mest minder om den, Donald Trump fører i USA, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Gælder både Pia og Mogens

Peter Hummelgaard Thomsen var for nylig ude med en kritik af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), i forbindelse med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) farvel til dansk politik. Her kom Pia Kjærsgaard ifølge en række socialdemokrater med en stikpille til Thorning, og det var uden format, lød det.

Kritikken af Pia Kjærsgaard gælder for så vidt også Mogens Lykketoft, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

- Pia Kjærsgaard kom jo med adskillige stikpiller til Thorning, og jeg tror i virkeligheden, at min formaning gælder både den nuværende og den daværende formand for Folketinget. Jeg tror, at vi alle sammen skal forsøge at undgå at tale til hinanden, som Donald Trump gør i den amerikanske valgkamp lige nu, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Samtidig understreger Peter Hummelgaard Thomsen, som ikke selv deltog i Mogens Lykketofts 70 års fødselsdag, at hvad Mogens Lykketoft siger til et privat selskab, ”et eller andet sted også må være mellem Mogens og hans gæster”.

Peter Hummelgaard mener desuden, at Mogens Lykketoft har ret i nogle af sine udtalelser.

- På det saglige plan kan der da være dele af det, som jeg er enig i. Jeg er lige så bekymret, som Mogens er, over, at Danmark slækker på vores grønne ambitioner, skærer ned på udviklingsbistanden og i det hele taget fører – siden Løkke-regeringen overtog – en politik, som på rigtig mange måder er reaktionær og bagudskuende. Så den overordnede bekymring deler jeg.

Beundringen er intakt

Deler du også hans kritik af den tidligere regering?

- Ikke helt i samme grad. Der har været forskellige områder, hvor jeg har været enig med Mogens Lykketoft omkring håndteringen af forskellige sager. Særligt omkring De Radikales indflydelse i den daværende regering. Men ikke på helt samme niveau som Mogens.

Du har ved flere lejligheder udtrykt beundring for Mogens Lykketoft. Hvordan ser det ud nu?

- Min beundring for Mogens Lykketoft går ikke væk, fordi han lod sig rive med af sine følelser. Men jeg tror, det er meget vigtigt, at både toppolitikere, der har været i politik i årtier, og os nyvalgte virkelig gør os umage for at bringe den politiske debat hen på et niveau, hvor vi taler sammen og ikke råber ad hinanden, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube