Lykketoft i ny video: Det var med et glimt i øjet

Mogens Lykketoft kaldte i en lækket fødselsdagstale statsministeren for "en lille svindler", men det var med et glimt i øjet, lyder det i ny video.

Mogens Lykketoft kaldte Lars Løkke Rasmussen for en svindler. (Billede fra video) (Foto: Anders Holm Nielsen Web og Mobil)

Mogens Lykketoft kom tidligere på ugen under kritik fra flere parter i Folketinget, da det kom frem, at han under en tale i anledning af sin 70-års fødselsdag kaldte Lars Løkke Rasmussen for ”en lille svindler” og Thorning-regeringen for "talent- og profilløs".

Den tidligere formand for Folketinget og nuværende formand for FN's Generalforsamling siger i en video på Facebook, at det var sagt med et glimt i øjet.

- Marianne Jelved, der var en af gæsterne, har kaldt talen sjov i sin grovhed og med et glimt i øjet. JA – der var et glimt i øjet, og der var ikke nogen underforstået påstand om ulovligheder, siger Mogens Lykketoft i videoen og tilføjer:

- Jeg må sige, at selv i min høje alders naivitet, var det mine sikre overbevisning, at alle i rummet så langt var mine venner, at de aldrig ville kolportere ordvalget, usanset hvad de mente om det. Lige så lidt, som nogen af dem eller andre selv ville risikere at stå til offentligt regnskab for enhver privat ytring fremsat i alvor eller spøg. Så skete det alligevel på min private fødselsdag.

Berlingske, der først skrev om talen, havde et udskrift, som Lykketoft selv havde sendt rundt til deltagerne i festen, efter forespørgsel. Det var dog aldrig planen, at talen skulle ud i det offentlige rum.

- Lækagen af min private tale har jeg noteret mig, her i New York, har givet anledning til voldsom mediedebat og helt forståeligt et angreb på det afsluttende ordvalg. Det ordvalg hører ganske rigtigt ikke hjemme i det offentlige rum, og jeg ville heller aldrig drømme om at bruge det der.

- Derfor har jeg heller ikke ønsket at lade mig interviewe om det.

En lettere turbulent uge - for Danmark og for mig. Lad os huske perspektivet. Lige nu er det vigtigste, at vi alle står sammen om at kæmpe for Danmarks omdømme

Opslået af Mogens Lykketoft på 28. januar 2016

Talen blev holdt 9. januar på Christiansborg i Samtaleværelset.

Her lød det blandt andet

- Det er den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid. Med en dybt utiltalende politik og nogle dybt usympatiske personer på nøgleposter.

- Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs, at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister.

Afslutningsvis kommer Mogens Lykketoft ind på Danmarks omdømme i udlandet.

- Uanset, hvad vi hver især mener, har vi en fælles forpligtelse til, politiske medspillere og modspillere, at minimere skaderne for Danmark. Og jeg vil gøre, hvad jeg kan fra min platform her i FN, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube