Måling: Rød blok bevarer forspring til blå blok

Rød blok står til at få 94 mandater, mens blå blok må nøjes med 81, viser ny Epinion-måling lavet for DR Nyheder.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har deltaget i flere debatter på Folkemødet på Bornholm i de seneste dage. (Foto: Pelle Rink © Scanpix)

To år efter folketingsvalget er den borgerlige bloks flertal smuldret, og rød blok står til at erobre regeringsmagten.

Det viser en ny Epinion-måling lavet for DR Nyheder, hvor mandaterne fordeler sig således, at rød blok står til 94 af slagsen, mens blå blok kun får 81 - nøjagtigt det samme billede som målingen fra maj.

Socialdemokratiet trækker det helt store læs i oppositions-blokken og ville få hele 51 mandater, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det er fire mandater mere, end partiet fik ved valget 18. juni 2015.

EPINION-MÅLINGEN

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.613 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover.

Interviewene er indsamlet henholdsvis som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel i perioden 7.- 14. juni 2017.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/- 2,5 procentpoint.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for DR Nyheder.

Læs målingen her.

Forspringet til rød blok bæres også af fremgang til både Enhedslisten og Alternativet, der også til at gå frem i forhold til det seneste valg.

Den borgerlige regering og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har på det seneste haft gevaldige problemer med at få sin egen politik igennem Folketinget, og Venstre står da også til at gå et par mandater tilbage i målingen.

I juni 2015 stemte 19,5 procent af vælgerne på Venstre, mens 18,1 procent ville gøre det samme i dag.

Opbakning til S og DF's alliance

Dansk Folkeparti kæmper stadig med at komme op på den samme vælgertilslutning som ved sidste valg, efter at sagen om Morten Messerschmidts (DF) mulige misbrug af EU-midler i efteråret gav et ordentligt hak i tuden.

Kristian Thulesen Dahls parti fik et kanonvalg i 2015 og indkasserede 37 mandater - i Epinion-målingen må de nøjes med 33.

Også Liberal Alliance har tabt en smule terræn og står til at få 10 mandater - mod 13 ved folketingsvalget.

I Epinion-målingen er vælgerne også blevet spurgt til parløbet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der i flere omgange har presset regeringen og blandt andet fået den til at droppe at hæve pensionsalderen.

Her svarer 41 procent, at de enten er meget positive eller overvejende positive i forhold til den nye alliance. Kun otte procent er meget negative.

Så sent som fredag på Folkemødet på Bornholm opfordrede Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen deres respektive byrådsmedlemmer til at indgå alliancer ved efterårets kommunalvalg.

EPINION-MÅLINGEN VISER FØLGENDE FORDELING AF STEMMER TIL FOLKETINGETS PARTIER (I PARENTES RESULTATERNE FRA MÅLINGEN 23. MAJ 2017):

  • Socialdemokraterne: 28,6 procent (28,2)
  • Radikale: 5,0 procent (5,4)
  • Konservative: 3,4 procent (4,6)
  • SF: 4,6 procent (4,2)
  • Liberal Alliance: 5,8 procent (6,3)
  • Dansk Folkeparti: 18,2 procent (18,1)
  • Venstre: 18,1 procent (17,0)
  • Enhedslisten: 9,0 procent (8,8)
  • Alternativet: 5,5 procent (6,0)
  • Nye Borgerlige: 1,9 procent (1,5)