Markant fald i dagligt asyltal

Siden Danmark indførte grænsekontrol, har mere end 100 personer dagligt søgt asyl. Torsdag faldt tallet stort.

Onsdag søgte 128 asyl, viser de opdaterede tal, mens tallet for tirsdag var 157 og mandag 108. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Kun 23 personer søgte ifølge de senest opdaterede tal asyl i Danmark torsdag. Det er et markant fald i forhold til de seneste dage, viser den daglige opgørelse fra Udlændinge,- Integrations- og Boligministeriet.

Onsdag søgte 128 asyl, viser de opdaterede tal, mens tallet for tirsdag var 157 og mandag 108.

Tallene er forbundet med stor usikkerhed. Der er dagligt revisioner af den foregående dags opgørelse.

Allerede tirsdag konkluderede justitsminister Søren Pind (V) med baggrund i tallene, at grænsekontrol førte til flere asylansøgninger.

Han har siden afvist at udtale sig om emnet med henvisning til, at det sorterer under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Opgørelsen er baseret på politiets registreringer, og ministeriet understreger, at de er foreløbige. Siden nytår er der ifølge opgørelsen kommet 559 asylansøgere til Danmark.

Syrererne er den største enkeltnationalitet, efterfulgt af afghanere og irakere. Der er dog også en stor gruppe af øvrige nationaliteter.

Regeringen forventer, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark.

Den danske grænsekontrol gælder foreløbigt for 10 dage, men forventningen er, at den bliver forlænget. Og det scenarie er formentlig kun blevet mere sandsynligt, efter at Sverige torsdag valgte at forlænge sin grænsekontrol en måned mere.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube