Ingen fremgang til Konservative efter uro om landbrugspakke

Vælgerne belønner ikke K, der ellers stod fast under balladen om landbrugspakken

Selvom presset var stort - både fra statsministeren og den øvrige borgerlige blok - holdt Folketingets mindste parti stand gennem det kaotiske forløb om regeringens landbrugspakke: Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) måtte gå, og miljøet skulle tilgodeses. Alligevel står partiet til en tilbagegang.

De konservative står lige nu til 2,8 procent af vælgerne, viser en måling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

- Jeg skal være den første til at sige, at det er ikke sjovt at få dårlige meningsmålinger, siger politisk ordfører Mai Mercado (K) til dr.dk.

Tilbagegangen er bemærkelsesværdigt, vurderer DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck, fordi meningsmålingerne i dagene, hvor landbrugspakken var på sit højeste viste fremgang til de Konservative. Sådan er det ikke nu.

Målingen

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.607 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover.

Interviewene er indsamlet henholdsvis som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel i perioden 11.-17. marts 2016.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/-2,5 procentpoint.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for DR Nyheder.

Tæt på spærregrænsen

- Nu er vi på så lang afstand af balladen om landbrugspakken, at regnebrættet kan gøres op: Ministeren er væk, men det er vælgerne så sandelig også. 2,8 procent er jo grænsen af spærregrænsen, siger Bjarne Steensbeck.

Var det alene op til de kvindelige vælgere at sammensætte Folketinget, ville de konservative slet ikke komme over spærregrænsen. Ifølge seneste måling fra Epinion ville kun 1,7 procent af de kvindelige vælgere sætte kryds ved liste C.

De grønne blandt de blå

- Så de Konservative bed fra sig med en ny grøn profil, men den har vælgerne altså ikke bidt på. Og her det vigtigt at tilføje, at det ikke bare er denne måling fra Epinion, som viser dette. Det samme gør andre institutter, siger Bjarne Steensbeck.

Den grønne profil er imidlertid ikke noget, de konservative har tænkt sig at opgive.

- Vi har valgt det som et indsatsområde, som vi gerne vil være meget synlige på. Danskerne skal vide, at de kan regne med, at Det Konservative Folkeparti er den grønne stemme i blå blok, siger Mai Mercado.

Målingen viser i øvrigt dødt løb mellem rød og blå blok.

Epinion-målingen viser følgende fordeling af stemmer til Folketingets partier (i parentes resultaterne fra målingen 24. februar):

Socialdemokraterne 26,4 procent (24,3)
Radikale 5,6 procent (6,9)
Konservative 2,8 procent (3,6)
SF 4,2 procent (4,9)
Liberal Alliance 7,6 procent (7,9)
Dansk Folkeparti 21,5 procent (21,3)
Venstre 17,8 procent (17,1)
Enhedslisten 8,2 procent (8,2)
Alternativet 5,9 procent (5,8)

Konservative var standhaftige under balladen om landbrugspakken. Alligevel oplever partiet tilbagegang i en ny måling.-...

Posted by DR Politik on Sunday, March 20, 2016

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

    Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder:

    DR Nyheder på YouTube