Ny måling: Historisk lav opbakning til Venstre

Midt i stormvejret omkring miljøminister Eva Kjer Hansen og regeringens fortsatte eksistens taber Venstre terræn.

Venstre med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen står nu blot til 17,1 procent af stemmerne. Det viser den seneste måling fra Epinion. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Midt i trængslerne for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der endnu ikke har udtalt sig om De Konservatives manglende tillid til miljøminister Eva Kjer Hansen (V), får Venstre nu et ordentligt spark over skinnebenet.

Vælgerne siver nemlig fra regeringspartiet, viser en ny Epinion-måling lavet for DR Nyheder.

Venstre har nu kun opbakning fra 17,1 procent af vælgerne. Det er det laveste, meningsmålingsinstituttet har målt Venstre for DR Nyheder. Epinion har foretaget målinger for DR siden 2008.

I september sidste år målte Epinion også Venstres opbakning i befolkningen til at være på det hidtil laveste. Dengang stod partiet til 18,5 procent af stemmerne, men i dag er opbakningen altså på et endnu lavere niveau.

Målingen

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.596 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover.

Interviewene er indsamlet henholdsvis som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel i perioden 19.-23. februar 2016.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/-2,5 procentpoint.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for DR Nyheder.

I den seneste måling fra 20. januar stod Venstre til at få 19,1 procent af stemmerne - i dag får partiet kun 17,1 procent. Det er en tilbagegang på tre mandater.

Dødt løb mellem rød og blå blok

Det Konservative Folkeparti - som er den anden hovedperson i det politiske drama, der i øjeblikket udspiller sig om miljøminister Eva Kjer Hansen på Christiansborg – har heller ikke meget at juble over.

Partiet er ifølge Epinions måling fortsat Folketingets mindste parti med 3,6 procent af stemmerne.

Data er indsamlet i perioden fra 19. til 23. februar - altså før De Konservative meldte ud, at partiet udtrykker mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), men i perioden hvor kritikken af beregningsmetoderne i landbrugspakken er taget til.

Samlet set er der dødt løb mellem blokkene, da Venstres tilbagegang opvejes af fremgang på tre mandater til Dansk Folkeparti.

I rød blok går Socialdemokraterne to mandater tilbage i forhold til målingen i januar, mens De Radikale går to mandater frem.

Epinion-målingen viser følgende fordeling af stemmer til Folketingets partier (i parentes resultaterne fra målingen 20. januar):

  • Socialdemokraterne 24,3 procent (25,4)
  • Radikale 6,9 (5,7)
  • Konservative 3,6 (3,9)
  • SF 4,9 (4,5)
  • Liberal Alliance 7,9 (7,3)
  • Dansk Folkeparti 21,3 (19,6)
  • Venstre 17,1 (19,1)
  • Enhedslisten 8,2 (8,8)
  • Alternativet 5,8 (5,8)

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube