Trods heftig flygtningedebat: DF går tilbage i ny måling

Der er overordnet dødt løb mellem rød og blå blok, viser ny Epinion-måling.

De Radikale og Dansk Folkeparti tegner sig for de største bevægelser i dagens måling fra Epinion. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Det politiske år blev skudt i gang med indførelse af grænsekontrol og en fortsat kontant diskussion om flygtninge og asylansøgere. Men det er ikke umiddelbart til at se på den første meningsmåling fra Epinion i 2016.

Det er småt med forskydninger blandt Folketingets ni partier, hvor kun bevægelserne hos Dansk Folkeparti ifølge målingen er uden for den statistiske usikkerhed. DF står til en tilbagegang på 2,1 procentpoint – eller fire mandater - i forhold til Epinions måling i december.

Det sker blandt andet i kølvandet på sagen om boligydelser til ældre, hvor DF efter et tumultarisk forløb om finansloven fik de øvrige partier i blå blok til i 11. time at skyde ældre-besparelsen til hjørne.

De Radikale er denne målings højdespringer og går i forhold til seneste måling frem med 1,1 procentpoint – hvilket er præcist det samme som den statistiske usikkerhed for det parti.

Samlet set har rød blok en minimal føring over blå: De fem partier i rød blok står til 50,2 procent af de samlede stemmer mod 49,8 procent til blå blok. Det svarer til en mandatfordeling, der hedder 88-87.

Epinion-målingen 20. januar

Denne undersøgelse er udarbejdet på baggrund af i alt 1.692 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover.

Interviewene er indsamlet henholdsvist som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel i perioden 13.-19. januar 2016.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/-2,4 procentpoint.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Undersøgelsen er lavet af Epinion for DR Nyheder.

Lidt af et nybrud

Dermed viser endnu en meningsmåling ”dødt løb” mellem blokkene, og det er værd at bemærke, mener en valgforsker.

Når debatten tidligere har kredset om flygtninge, indvandrere og udlændinge har det især gavnet Dansk Folkeparti i meningsmålingerne, påpeger Rune Stubager fra Aarhus Universitet. Sådan er det ikke i denne måling, hvor DF går en smule tilbage.

- Det er der, hvor den nuværende situation ser ud til at være anderledes og dermed er lidt af et nybrud, siger Rune Stubager.

Han peger selv på en mulig forklaring:

- De to andre store partier, Venstre og Socialdemokraterne, kommer faktisk med en del udspil på det område og flytter sig i virkeligheden i retningen af Dansk Folkeparti. Det kan betyde, at de vælgere hos S og V - som måske ellers ville være fristet af DF, når det her emne er på dagsordenen - bliver, hvor de er, fordi partierne altså flytter sig og dermed imødekommer de her vælgeres politiske ønsker.

Partierne flytter sig derhen, hvor deres vælgere ønsker det

Det store fokus på flygtninge og asylansøgere i den politiske debat i de seneste måneder har fået flere socialdemokrater og venstrefolk til at forlade deres partier.

Men det smitter tilsyneladende ikke af på de to partiers vælgere, vurderer Rune Stubager.

- Det tyder på, at de store grupper af vælgere i partierne er godt tilfredse med de politiske bevægelser, som vi har set fra både Socialdemokraterne og Venstre.

- Den mest oplagte forklaring er, at partierne flytter sig derhen, hvor deres vælgere ønsker, at de skal placere sig, og vælgerne derfor ikke ser nogen grund til at forlade dem, selvom der sker en hel masse – ikke mindst på flygtningeområdet, siger Rune Stubager.

Epinion-målingen viser følgende fordeling af stemmer til Folketingets partier (i parentes resultaterne fra målingen 16. december):

  • Socialdemokraterne 25,4 procent (25,6)
  • Radikale 5,7 (4,6)
  • Konservative 3,9 (3,5)
  • SF 4,5 (4,1)
  • Liberal Alliance 7,3 (8,2)
  • Dansk Folkeparti 19,6 (21,7)
  • Venstre 19,1 (18,2)
  • Enhedslisten 8,8 (9,3)
  • Alternativet 5,8 (4,8)

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube