Tema DF og EU-pengene

DF's Morten Messerschmidt gjorde i dag politisk comeback med en tale på Grundlovsdag.

- Jeg havde overvejelser, om jeg skulle stoppe helt i politik. Men når der er så mange mennesker, der har stemt på en, ville det være forkert, at en sag, der indtil videre kun er beskyldninger, skulle stå i vejen for, at jeg fører politik.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt i et interview med DR Nyheder, efter han i dag gjorde politisk comeback med en grundlovstale i sin fødeby, Frederikssund, på Sjælland.

Det var hans første politiske optræden efter syv måneders sygeorlov.

- Jeg har været spændt. Men jeg har altså besluttet mig for at vende tilbage og er glad for at kunne gøre det på Grundlovsdag. Det var rart at stå på talerstolen igen og føle, at jeg var i gang, siger han.

Lørdag meddelte Dansk Folkepartis stemmesluger, at han er klar til at vende tilbage til politik og sin plads i EU-parlamentet, efter han i oktober sidste år fik et stressrelateret ildebefindende og siden har været sygemeldt.

Magtesløs i "medie-tsunamien"

Sygemeldingen skete i forbindelse med afsløringer af misbrug af EU-midler i EU-fondene Meld og Feld, der endte med at koste Morten Messerschmidt hans plads i Dansk Folkepartis ledelse.

Derudover har partiet betalt flere millioner tilbage til EU. EU's antisvindelenhed, OLAF, er stadig i gang med at undersøge, om der har været tale om misbrug af EU-midler.

Det er endnu uvist, hvornår undersøgelsen er færdig.

Selv kalder Morten Messerschmidt perioden i oktober sidste år for en "medie-tsunami", hvor han følte sig "enormt magtesløs".

- Man bliver præsenteret for en sag, man skal redegøre for, og så tager man fat i sine folk i Bruxelles for at prøve at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Men inden man overhovedet kan det, bliver man ramt af den næste sag. Jeg mistede fuldstændig orienteringsevnen, siger han.

Konsekvensen blev, at han tilbage i oktober sidste år begyndte at få det skidt i sin bil, da han var på vej i sommerhus.

- Mit syn gik langsomt ud, og jeg fik en voldsom kvalme og hovedpine. Heldigvis var det min kæreste, Dot, der kørte. Jeg kom til Hillerød Hospital, og de tjekkede alting igennem. Jeg fik af vide, at jeg skulle tage den med ro, og at det var en stressreaktion, siger DF-politikeren.

Det er mit ansvar, hvad der er foregået i Meld. Der er begået fejl, det er jeg enormt ked af. Det har ikke været min intention. Men det er vigtig, når man taler om svindel og misbrug af midler at huske på, at det her er politiske aktiviteter og ikke kriminalitet

morten messerschmidt, medlem af eu-parlamentet

Morten Messerschmidt tog sygeorlov, og i de første mange måneder kunne han ikke andet end at sove, fortæller han. Derudover brugte han meget tid på at spørge sig selv, om han skulle fortsætte sin politiske karriere.

- Det er ubehageligt, at folk, man holder af, ringer grædende i telefonen. Jeg har tænkt meget over, om man kan være det bekendt over for sine kære at vende tilbage. Det har krævet nogle overvejelser og dybe snakke, siger han.

I februar tog han med kæresten Dot til Lapland for at få luft til at overveje, hvad han skulle.

- Jeg ville gerne væk til et sted, hvor man ikke mødte nogen, man kendte. Så vi valgte at tage op til isbjergene, hvor vi kunne gå og tale om dybsindige ting i livet. Det er udmærket at gøre i 35 graders frost, fortæller Morten Messerschmidt til DR Nyheder.

Derefter traf han beslutningen om, at han ikke kunne lade være med at vende tilbage til politik og sin plads i EU-parlamentet, hvor han har siddet siden 2009.

Ked af fejl i Meld

Når Morten Messerschmidt vender tilbage til EU-parlamentet ligger en redegørelse fra EU's antisvindelenhed, Olaf, stadig og lurer.

Enheden er i gang med at granske det nu nedlagte europæiske parti Meld’s brug af EU-midler, hvor Morten Messerschmidt sad som formand.

Olaf indledte sin efterforskning i slutningen af 2015, og efterforskninger tager ifølge enheden i gennemsnit to år.

- Det er mit ansvar, hvad der er foregået i Meld. Der er begået fejl, det er jeg enormt ked af. Det har ikke været min intention. Men det er vigtig, når man taler om svindel og misbrug af midler, at huske på, at det her er politiske aktiviteter og ikke kriminalitet, siger han og fortsætter:

- Jeg håber, der vil komme en hurtig afklaring, så vi kan få fokus tilbage på det politiske projekt.

Så er du helt sikker på, at der ikke dukker flere sager op?

- Med den kreativitet, som pressen anvendte i oktober, kan man ikke være sikker på noget som helst. Det er derfor, vi i DF har sagt, at vi betaler hele dynen tilbage. Vi vil ikke have denne her tvivl på os. For mit eget vedkommende er det vigtige og rigtige, at undersøgelsen får lov til at køre i ro og fred. Jeg vil ikke kommentere gisninger eller dokumenter, som dygtige journalister får gravet frem, siger han.

Onsdag rejser Morten Messerschmidt til Bruxelles for at fortsætte sit arbejde i EU-Parlamentet.

I marts blev han valgt som næstformand i EU-parlamentets Forfatningsudvalg, så det var ventet, at han ville vende tilbage.

- Jeg glæder mig som en lille dreng juleaften til at komme tilbage til Bruxelles, sagde han i sin grundlovstale.

Se hele interviewet med Morten Messerschmidt i videoen herunder: