Mette Frederiksen afviser krisemøde

Den socialdemokratiske formand skal tale asylpolitik med S-kredsformænd på telefonmøde onsdag aften.

Jeg har jævnligt møder med mit partibagland på forskellige niveauer, og det her er et af mange, siger Mette Frederiksen. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Onsdag klokken 20.30 løfter Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, telefonrøret, og i den anden ende er alle de socialdemokratiske kredsformænd.

Enkelte kredsformænd betegner ifølge DR Nyheder telefonmødet som et krisemøde som konsekvens af, at flere af dem offentligt har kritiseret partiets folketingsgruppe for at stemme for Venstre-regeringens asylstramninger.

I indkaldelsen, der blev sendt per mail mandag, og som DR er i besiddelse af, står der, at Mette Frederiksen vil give en aktuel politisk orientering. Derefter vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Mette Frederiksen afviser over for Ritzau, at der er tale om et krisemøde, men hun siger, at asylpolitikken vil være et emne.

- Det er et helt almindeligt møde. Jeg har jævnligt møder med mit partibagland på forskellige niveauer, og det her er et af mange.

- Vi skal selvfølgelig diskutere flygtninge- og udlændingepolitik. Det gør alle i Danmark lige nu, og det gør vi selvfølgelig også i Socialdemokratiet, hvor diskussionen er nødvendig. Men nej, der er ikke tale om et krisemøde, siger hun til Ritzau.

Så hvis det opfattes som et krisemøde blandt nogle af kredsformændene, så er det en forkert opfattelse?

- Som jeg sagde før, så holder jeg jævnligt møder med mit bagland, og det har jeg tænkt mig at gøre i hele min formandsperiode. Det ændrer udlændingespørgsmålet ikke på, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube