Mette Frederiksen: DF løber fra valgløfter om kontanthjælp

Det endte med færre penge til enlige med børn på kontanthjælp end planlagt, da DF forhandlede med regeringen. Vigtig viden kommer nu frem, siger S-formanden.

S-formand Mette Frederiksen i folketingssalen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dansk Folkeparti har begået løftebrud og svigtet sine vælgere i det forhandlingsforløb, som på torsdag afsluttes med, at blå blok vedtager regeringens nye kontanthjælpsloft.

Så hård er kritikken fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, efter at det er kommet frem, at forhandlingsforløbet i blå blok endte med færre penge til enlige forsørgere på kontanthjælp, end regeringen oprindeligt havde lagt op til.

- Det er meget vigtig viden, der kommer frem nu: At kontanthjælpsmodtagerne bliver ringere stillet, efter at DF har siddet i et forhandlingslokale end inden, siger Mette Frederiksen.

- Det står jo i direkte modstrid med det, partiet lovede før valget, siger hun.

Kontanthjælpsloftet

Regeringens kontanthjælpsloft vedtages på torsdag og vil især ramme enlige forsørgere og mennesker med handicap.

Retten til særlig støtte og boligstøtte forsvinder, hvis man rammer kontanthjælpsloftet.

Loftet er på mellem 10.849 kroner og 15.385 kroner alt efter familiestørrelse.

En rød DF-tråd

Regeringen foreslog oprindeligt, at enlige kontanthjælpsmodtagere med ét barn skulle miste 27.400 kroner om året i ydelser som følge af kontanthjælpsloftet.

Men efter et forhandlingsforløb med de tre øvrige partier i blå blok - Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative - står en enlig kontanthjælpsmodtager med ét barn nu til at miste 3.500 kroner mere om året i forhold til, hvad regeringens udspil til kontanthjælpsloftet lagde op til.

Det vil især gå ud over personer, som kæmper med andre problemer som sygdom og sociale problemer end at være på kontanthjælp, mener Mette Frederiksen.

Vi ved jo alle sammen, at Mette Frederiksens parti bliver kaldt løftebrudspartiet.

marlene harpsøe (df)

Derfor rammer blå bloks kontanthjælpsloft socialt skævt, og det ligner en tendens, at Dansk Folkeparti går med til at skære på ydelserne til i forvejen udsatte grupper, mener S-formanden.

- Der begynder jo at danne sig en rød tråd: DF stemmer for minusvækst i kommunerne, DF stemmer for en lavere boligydelse til landets pensionister, og i dag stemmer DF også for en lavere kontanthjælp, blandt andet til enlige mødre. Det er vi imod i Socialdemokratiet, siger Mette Frederiksen.

DF: S bør læse på lektien

Hos Dansk Folkeparti afviser fungerende beskæftigelsesordfører Marlene Harpsøe kritikken.

Hun peger på, at Dansk Folkeparti aldrig har afvist at indføre et kontanthjælpsloft, som ikke direkte skærer i folks kontanthjælp, men til gengæld forringer en række øvrige ydelser.

- Mette Frederiksen skal tage og læse på lektien frem for bare at gå i kødet på Dansk Folkeparti. Fordi sagen er den, at vi hele tiden har sagt, at vi ønsker at genindføre kontanthjælpsloftet. Vi gør jo sådan set bare det, som vi går til valg på, siger Marlene Harpsøe.

- Det burde Mette Frederiksens parti lære lidt af. Vi ved jo alle sammen, at Mette Frederiksens parti bliver kaldt løftebrudspartiet, siger DF-ordføreren.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube