Mette Frederiksen: Lykketoft har ingen opbakning fra mig

Flere ministre kritiserer ligeledes den tidligere folketingsformand.

Mette Frederiksen var selv med til Mogens Lykketofts 70 års fest, som blev holdt på Christiansborg, men ”hørte ikke talen”, siger hun. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Der er ingen hjælp at hente for Mogens Lykketoft hos sin socialdemokratiske partiformand, Mette Frederiksen.

S-formanden kritiserer som en lang række andre politikere den svada, Mogens Lykketoft kom med i en tale til Lykketofts egen 70 års fødselsdag, hvor han blandt andet kaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for ”en lille svindler”.

- Selvfølgelig er det ikke i orden hverken at omtale egen partikammerater eller politiske modstandere på den måde, som Lykketoft gør her, siger Mette Frederiksen.

- Han har ikke nogen opbakning fra min side i den her sag. Jeg synes, vi skal have en offentlig debat i Danmark, hvor vi diskuterer indhold, og det skal vi gøre på en ordentlig måde, siger hun.

Mette Frederiksen var selv med til 70 års festen, som blev holdt på Christiansborg, men ”hørte ikke talen”, siger hun.

Mogens Lykketoft er formand for FN’s Generalforsamling i New York frem til september, hvor han efter planen vender tilbage til sin plads i Folketinget.

Mette Frederiksen vil ikke kommentere, om Lykketofts opsigtsvækkende kritik af både statsministeren og den tidligere SR-regering vil få konsekvenser, når han kommer tilbage til Christiansborg og den socialdemokratiske folketingsgruppe.

- Jeg har slet ikke haft lejlighed til at vurdere, hvad Mogens Lykketoft skal i dansk politik, og det kommer jeg heller ikke til for nærværende. Han er formand for FN, siger Mette Frederiksen.

Mogens Lykketoft har dagen igennem fået hård kritik for sin fødselsdagstale, og flere Ventre-ministre har især været ude med riven efter den tidligere topminister, S-formand og formand for Folketinget.

Kulturminister Bertel Haarder (V) er blandt kritikerne. Han kalder Lykketofts udtalelser for urimelige.

- Han har været formand for Folketinget og skal holde styr på den gode tone. Den holder han så ikke selv, men det var også ved et privat selskab, så jeg har ikke yderligere kommentarer, siger Bertel Haarder.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har heller ikke meget at sige om Mogens Lykketoft, meddeler han lettere ironisk:

- Min gode opdragelse forhindrer mig i at sige, hvad jeg mener om Mogens Lykketoft, siger finansministeren.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube