Mette Frederiksen: Regeringen svigter indsatsen i nærområderne

Den danske regering mangler balance i udlændingepolitikken, siger S-formand Mette Frederiksen. Løkke afviser.

- Regeringen har brugt mange ord om indsatsen i nærområderne, men jeg synes, at det har været lidt småt med handling, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regeringens udlændingepolitik halter - den går nemlig kun på ét ben.

Det mener S-formand Mette Frederiksen, der er tilfreds med regeringens mange asylstramninger, som Socialdemokraterne har lagt stemmer til, men mener, at indsatsen i nærområderne lader meget tilbage at ønske.

- Regeringen har brugt mange ord om indsatsen i nærområderne, men jeg synes, at det har været lidt småt med handling. Flygtningekrisen har gjort, at vi har fundet sammen med regeringen om nødvendige stramninger, men jeg vil gerne sige det meget direkte - regeringen svigter det andet ben, nemlig det ben, der skal skabe balance i vores udlændingepolitik og på sigt også mindske tilstrømningen, siger Mette Frederiksen i Folketingets spørgetime.

Nærområder

FN vurderede i 2015, at der var behov for 8,4 milliarder dollar til flygtninge i Syrien og nærområderne, men der blev kun bidraget med 3,3 mia. dollar fra verdenssamfundet.

Op til en konference i London har FN vurderet, at antallet af syrere, der har behov for en eller anden form for humanitær bistand i 2016, vil stige til 13,5 millioner kroner.

Heraf skal mindst 8,7 millioner syrere brødfødes, hvilket er en million flere end i 2015.

Hun henviser til, at Venstre flere gange har sagt, at de vil prioritere nærområderne mere og derfor bør øge det danske bidrag.

Løkke: Vi er i frontlinjen

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har Danmark sit fuldstændig på det tørre, når det kommer til indsatsen i nærområderne.

- Vi yder vores del, og vi yder vores forholdsmæssige del. Vi var blandt de første lande, da der gik hul Europas ydre grænser i august, som bød ind inden for rammerne af 100 millioner kroner euro. Vi var absolut med i frontlinjen for at sætte en europæisk dagsorden, som går ikke bare på to ben, men en række ben. Et af dem handler selvfølgelig om at styrke indsatsen i nærområderne, siger statsministeren,

Løkke vil dog gerne erkende, at den samlede, internationale indsats i nærområderne slet ikke er godkendt.

Men man kan ikke både svare ja og nej til, om indsatsen i nærområderne fungerer, lyder det fra Mette Frederiksen.

- Tingene hænger sammen, og før jul var der et folketingsflertal, der besluttede, at de midler, som var sparet væk i 2015 selvfølgelig skulle tilgå de mennesker i verden, der har størst behov. Det valgte regeringen at ignorere:

Flygtninge Al Zaatari-lejren i Jordan. (Foto: MUHAMMAD HAMED © Scanpix)

- Derfor kan man ikke både svare ja og nej. Det er åbenlyst, at vi mangler europæisk lederskab og et EU, der træder i karakter. Men lige så klart og tydeligt er det, at vi har behov for en dansk regering, der går foran i det her spørgsmål, og som undlader at skære ned på sin ulandsbistand, men som sikrer, at nærområdeindsatsen får en sådan ramme, at ofrene for konflikten får en tålelig hverdag, siger S-formanden.

Løkke: I fornemt selskab

Men selvfølgelig kan man svare både ja og nej, fastslår statsministeren.

- Med mindre der ligger i spørgsmålet, at det er Danmark, der isoleret og alene i kraft af danske penge skal bringe den internationale nærområdeindsats op på det ønskede niveau. Det går jeg da ikke ud fra, at det er. Jeg svarer på, om det bidrag, Danmark yder, er i orden. Ja, vi yder vores andel, og det gælder også i forhold til ulandsbistanden. Vi er i fornemt selskab med kun fem lande i hele verden, der efterlever FN's målsætninger:

- Og jeg svarer nej til, at den internationale nærområdeindsats er god nok. Det er den ikke. Det er blandt andet derfor, vi også deltager i en donorkonference (i London, red.). For der er brug, at de lande, der er i nærområdet bidrager mere, end tilfældet er, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen afsatte i september 250 millioner kroner til nærområderne, og i midten af oktober yderligere 75 millioner kroner via den såkaldte Madad-fond, der har som mål at give syriske flygtninge mulighed for at skabe sig en tilværelse i de nærområder, hvor de har søgt tilflugt.

- Regeringen har brugt mange ord om indsatsen i nærområderne, men jeg synes, at det har været lidt småt med handling, siger Socialdemokraternes formand.

Opslået af DR Politik på 19. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube