Minister: Ammoniakmål kan koste landbruget dyrt

Danmark får svært ved at udlede så lidt ammoniak som lovet i EU, mener miljøminister Esben Lunde Larsen (V).

- Fremskrivningen viser jo, at den tidligere regning har været urealistisk og overambitiøs i forhold til reduktionsmålene, som nu kan blive en møllesten om halsen på os, siger Esben Lunde Larsen (V) til Altinget. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Danmark kan ikke på tre år sænke udslippet af ammoniak med 24 procent, sådan som vi egentlig har forpligtet os til internationalt. Det viser regeringens fremskrivning af udledningen af ammoniak i marts.

Det erkender miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) over for netmediet Altinget.

S-R-SF-regeringen lovede i EU at sænke udslippet med 24 procent i 2020 i en FN-protokol. Nu indgår målet i EU's NEC-direktiv, som skal begrænse luftforurening.

Siden har trekløverregeringen forgæves forsøgt at få sænket målet. Det har EU afvist, selv om EU-landene i gennemsnit kun skal sænke udledning af ammoniak med seks procent.

Derfor kan dansk landbrug stå med en stor regning, mener ministeren.

- Fremskrivningen viser jo, at den tidligere regning har været urealistisk og overambitiøs i forhold til reduktionsmålene, som nu kan blive en møllesten om halsen på os, siger Esben Lunde Larsen (V) til Altinget.

- Det kan føre til et tab af eksportindtægter og arbejdspladser i et erhverv, der i forvejen er presset. Jeg er meget bekymret for, om der nu ender en regning hos landbruget.

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer tror ikke, at Danmark når målet, siger viceformand Lars Hvidtfeldt.

- Det er fuldstændig urealistisk at nå 24 procent i 2020. Det når vi aldrig, og det har vi sagt hele tiden, siger Lars Hvidtfeldt til Altinget.

/ritzau/