Minister kaldes i samråd om stormflodsordning

Et udvalg skulle have afleveret en rapport om ordningen i slutningen af sidste år, men den lader stadig vente på sig.

Stormen Bodil lavede i december 2013 så omfattende skader, at puljen opbyggede et økonomisk hul på omkring 400 millioner kroner. (Foto: Claus bech © Scanpix)

- Det er meget presserende.

Sådan begrunder Socialdemokraternes Morten Bødskov beslutningen om at kalde erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd om den såkaldte stormflodsordning.

- Folk er nervøse over klimaforandringerne. De kan se konsekvenserne på deres grunde og ejendomme, og derfor er vi nødt til at have det her frem i lyset nu, så regeringen kan melde ud, om det er noget, de vil prioritere eller ej, siger Bødskov.

Stormflodsordningen har siden 1991 ydet erstatning til skader forårsaget af stormflod. Men nu mener flere partier, at ordningen skal tjekkes igennem og opdateres.

De venter dog stadig på en rapport, der indeholder en samlet vurdering af ordningens omfang, og som skulle være færdig før 2016.

Balance mellem ordning og klimaforandringer

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti er enige med Socialdemokraterne om, at ordningen trænger til et eftersyn.

Morten Bødskov (S) forklarer, at det ikke nytter noget, at vi har en ordning, der ikke er i stand til at hjælpe de mennesker, der bliver udsat for skader forårsaget af de voldsomme klimaforandringer, der påvirker vores land.

- Det handler helt grundlæggende om at få sikret den rigtige balance mellem klimaudfordringerne og så den ordning, vi har, siger han.

Afgørende at få en gennemarbejdet rapport

Selvom ordningen er forsinket, maner Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, til besindighed.

- Det afgørende for mig er, at vi har en grundig og gennemarbejdet evaluering, og hvis vi skal være helt sikre på, at kvaliteten er i top, så synes jeg, det er okay, vi skal vente 14 dage mere. Det er ikke så afgørende, siger han.

De politiske opfordringer fra Socialdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti kommer i forlængelse af et forslag fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, der mellem jul og nytår foreslog at ændre den nuværende ordning til ikke at omfatte nye huse i udsatte områder.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube