Minister: Thulesag kan trække ud til 2017

En amerikansk appeldomstol behandler i denne måned en ankesag om Thulebasen, men afgørelsen kan trække ud.

Udenrigsminister Kristian Jensen forventer, at Greenland Contractors fortsætter med at vedligeholde Thulebasen, indtil der foreligger en afgørelse. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)

Det kan vare endnu et år, inden USA's Højesteret afgør, om Thulebasen fortsat skal vedligeholdes af det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors eller af det amerikanske selskab Exelis.

Det har udenrigsminister Kristian Jensen fortalt på et samråd i Folketingets Grønlandsudvalg.

- I yderste konsekvens kan vi være et godt stykke inde i 2017, før vi har en endelig juridisk afgørelse fra amerikansk side. Men jeg krydser alligevel fingrene og banker under bordet for, at vi får en afgørelse tidligere, sagde han.

I denne måned behandler en amerikansk appeldomstol ankesagen, som Exelis har anlagt ved en amerikansk domstol i juni 2015, fordi en kontrakt blev annulleret og overtaget af Greenland Contractors.

Appeldomstolen har to-seks måneder til at fælde sin dom. Siden kan sagen inden 90 dage indbringes USA's Højesteret, som så har tre måneder til at afgøre, om den vil behandle sagen.

Kontrakten har en værdi på 2,4 milliarder kroner og varer i syv år, og Kristian Jensen forventer, at den løber videre, mens sagen ankes.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube