Morten Østergaard om blåt opgør med EU-velfærd: Løkke er ikke herre i eget hus

Venstre vil stemme for et beslutningsforslag fremsat af DF, LA, og K, der pålægger regeringen en mere EU-skeptisk linje.

Lars Løkke Rasmussen (V) lader sig diktere af sine støttepartier, lyder det fra Morten Østergaard (R). (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det er epokegørende, hvis Venstre-regeringen beslutter sig for at bringe flertal til et forslag, der har som sit erklærede mål at trække Danmark i en EU-skeptisk retning.

Så klar er reaktionen fra De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, efter en samlet blå blok ser ud til at ville vedtage et beslutningsforslag om ’Dansk velfærd i Europa’.

- Vi har en historisk tradition for at samarbejde og handle bredt, og det, at man nu vil gå ned i folketingssalen og lytte til de mest EU-skeptiske partier i tinget, er epokegørende og et brud med den hidtidige tradition, siger han.

- Det er helt åbenlyst, at Lars Løkke Rasmussen ikke er herre i eget hus, når man i Venstre er nødt til at stemme for et beslutningsforslag, der kritiserer regeringen for ikke at være EU-skeptisk nok.

Det er Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative, som har fremsat et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at gennemføre initiativerne fra den aftale, man sammen indgik før folketingsvalget.

Aftalen ’Dansk velfærd i Europa’ havde til formål at signalere en mere EU- skeptisk linje ved at gøre det sværere for EU-borgere at få danske velfærdsydelser.

Bryder med traditionerne

Folketingets europapolitiske aftale er fundamentet for dansk EU-politik, som i mange år er blevet besluttet af et bredt flertal henover midten. Den seneste blev vedtaget i 2008 af flere partier deriblandt Venstre og De Radikale.

Men det er dybt bekymrende, at Venstre nu med den nye EU-skeptiske linje ser ud til at gå imod den europapolitiske aftale, lyder det fra Morten Østergaard.

- Der har i mange år været forankret en europapolitik hen over midten under skiftende regeringer, men det meget bekymrende, vi ser i dag, er, at Venstre altså nu vil acceptere at blive dikteret af tre partier, som er skeptiske over for, hvordan EU-linjen skal lægges, siger han.

- Det er på tide, at Lars Løkke Rasmussen viser, hvem der har hånden på rattet i europapolitikken, og at det er regeringen sammen med det brede flertal, der sætter kursen, og ikke et tilfældigt flertal i folketinget gennem et beslutningsforslag. Jeg synes, det er uklædeligt.

Morten Østergaard anerkender, at EU har nogle områder, der skal kigges på, men han mener ikke, at løsningen skal findes i en større EU-skepsis.

- Det er klart, at der er en diskussion, og den skal Danmark selvfølgelig finde sin plads i, siger han.

- Vi er i en krisetid i Europa, og der er der altså brug for en sikker hånd på rettet, der ikke lader sig drive rundt i manegen af et parlamentarisk grundlag, der tilsyneladende ikke kan få EU-skepsis nok.

V: Intet epokegørende

I Venstre mener EU-ordfører Morten Løkkegaard ikke, at der er noget som helst ekstraordinært i den blå aftale, og han mener ikke, at det ændrer noget ved den grundlæggende europapolitiske aftale fra 2008.

- Den radikale formand skulle til at passe lidt på retorikken. Der er overhovedet ikke tale om noget epokegørende her. Den europapolitiske aftale, der ligger, er jo ikke udformet, således at man ikke kan udforme konkrete forslag med partierne i folketinget om EU, siger han.

- Vi lader os ikke diktere af nogen som helst. Vi har en realistisk aftale omkring EU’s fremtid, og det er helt naturligt, at vi arbejder sammen med de lande og de partier, der har samme holdning som os.

Han påpeger, at initiativerne i planen ’Dansk velfærd i Danmark’ allerede har givet positive resultater, og at det kunne ses så sent som i dag, da Storbritannien fik forhandlet en ny aftale med EU færdig.

- Der er kommet rigtige gode konkrete resultater ud af den linje, regeringen har lagt i at støtte Storbritannien konkret på eksempelvis spørgsmålet om børnecheck, siger Morten Løkkegaard (V).

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube