Nu får Alternativet en norsk lillesøster

Uffe Elbæks parti har fået en norsk pendant, Alternativet Norge.

Alternativets Uffe Elbæk. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Alternativet har fået et søsterparti i Norge. Det oplyser partistifter Uffe Elbæk (AL) på Twitter.

- Spændt på at se, hvordan de vil gribe det an, skriver Elbæk.

Ifølge politiko.dk har Alternativet i Norge til at begynde med kopieret Alternativets manifest og tilsluttet sig grundværdierne, der blandt andet er gennemsigtighed, åbenhed, empati, humor og "positivt modspil."

Men en af partiets stiftere, Kay Asbjørn Schjørlien, forklarer til politiko.dk, at tanken er at føre partiets ideer videre, ikke blot at kopiere dem.

- Vores mål er at være et Alternativet 2.0, hvor vi får endnu mere medlemsdeltagelse og endnu mere direkte demokrati, siger Schjørlien til politiko.dk.

- Jeg tror, at tiden med det repræsentative demokrati er ved at være forbi, og vi har nogle muligheder med teknologien i dag.

- Vores ønske er også, at Alternativet skal være et parti, hvor det er sjovt at være med, og hvor alle føler, at de kan bidrage. Det handler om et samfundsansvar og ikke en karrierestige, siger han.

Elbæk stiftede Alternativet i november 2013.

Ved valget i juni stormede partiet ind med ni mandater og blev dermed større end både Radikale, SF og Konservative.

Siden har partiet også fået et byrådsmedlem i Mariagerfjord, da den tidligere SF’er Melanie Simick skiftede parti.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube