Ny bog: Dong-bestyrelsesformand spillede dobbeltspil ved fyring af direktør

Daværende bestyrelsesformand i Dong, Fritz Schur, var flere måneder inden afskedigelsen af Anders Eldrup begyndt at kigge efter en ny direktør.

Den tidligere bestyrelsesformand i Dong Fritz Schur, spillede dobbeltspil omkring fyringen af den tidligere topchef i energivirksomheden, Anders Eldrup. Det dokumenterer ny bog. (© DR)

Fyringen af Anders Eldrup som administrerende direktør i energiselskabet Dong er allerede omgærdet af mystik.

I en ny bog om statens frasalg af aktier i Dong kommer der nu nye detaljer om afskedigelsen af Anders Eldrup.

I bogen 'Det bedste bud' fremgår det, at tidligere bestyrelsesformand Fritz Schur spillede dobbeltspil og allerede måneder inden Anders Eldrup fik sparket, var begyndt at lede efter en ny direktør til virksomheden.

Stiller spørgsmål ved forklaring

Dén oplysning sætter spørgsmålstegn ved Fritz Schurs tidligere forklaring på, hvorfor han i marts 2012 så sig nødsaget til at fyre Anders Eldrup.

Dengang sagde Fritz Schur, at afskedigelsen skyldes, at Eldrup havde forgyldt en række medarbejdere tæt på sig ved at give dem ulovlige gager i millionklassen og usædvanlige ansættelsesforhold.

Ifølge oplysninger i bogen blev Fritz Schur først orienteret om de høje lønninger af en hemmelig kilde 29. februar.

Beskyldninger tilbagevist

Herefter orienterede han både finansminister Bjarne Corydon (S) og siden bestyrelsen i Dong, inden Anders Eldrup blev bortvist.

Fyringen kom kort tid efter at Rigsrevisionen efter et anonymt tip var begyndt at undersøge alvorlige økonomiske uregelmæssigheder i Dong.

Beskyldningerne mod Eldrup er senere blevet tilbagevist. Først frifandt Rigsrevision Dong for frås og høje lønninger i januar 2013 – og i september samme år vandt den tidligere direktør en voldgiftssag mod Dong og fik medhold i, at han ikke havde misligholdt sin ansættelseskontrakt.

Ny kandidat kørt i stilling i december

Længe inden katapultsædet blev udløst under Anders Eldrup, var Fritz Schur allerede gået i gang med at finde en ny direktør til Dong.

Det bekræfter Schurs advokat, Martin Kasten, i en mail til journalist Anders-Peter Mathiasen, der har skrevet 'Det bedste bud'.

Her skriver advokaten, at Fritz Schur helt tilbage i december 2011 – altså tre måneder før Anders Eldrup blev fyret – havde sonderende samtaler med Henrik Poulsen, der på det tidspunkt var direktør i TDC.

Kilder i bogen hævder sågar, at Fritz Schur tilbød jobbet som administrerende direktør i Dong til Henrik Poulsen, og at de to topledere allerede på det tidspunkt begyndte at drøfte hvilken løn, Henrik Poulsen skulle have.

Ifølge advokaten skete tilnærmelserne til Henrik Poulsen for at være beredt, når den på det tidspunkt 63-årige Eldrup fyldte 65 og ville falde for aldersgrænsen i Dong.

Corydon: Fyringen er et bestyrelsesanliggende

Allerede fire uger efter afskedigelsen af Anders Eldrup, blev Henrik Poulsen ansat som ny administrerende direktør i Dong.

Finansminister Bjarne Corydon vil ikke stille op til interview om de nye oplysninger og svare på, hvornår Finansministeriet blev orienteret om kontakten mellem Fritz Schur og Henrik Poulsen.

- Vi har ingen kommentarer til spekulationerne. Ansættelsesforhold og lignende er grundlæggende et bestyrelsesanliggende, siger Bjarne Corydon i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Anders-Peter Mathiasens bog om Dong-salget – 'Det bedste bud' – udkommer mandag.