Ny forskning: Politiske prognoser flytter stemmer

Vælgerne stemmer på de partier, der får gode prognoser op til et valg, viser ny dansk forskning.

Vi lader os påvirke af meningsmålinger, når vi skal stemme til politiske valg. Partier der står godt i meningsmålingerne, får også gode valgresultater, viser ny forskning. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

Danskerne lader sig rive med af politiske meningsmålinger, og det gavner især de partier, der i forvejen har fremgang.

Det viser et nyt dansk forskningsprojekt fra Københavns Universitet, der har set nærmere på, hvordan vi danskere sluger meningsmålinger.

Særligt de partier, der har medvind i meningsmålingerne, får et boost i deres stemmetal. Og effekten er markant, fortæller professor og valgforsker Kasper Møller Hansen.

- Hvis vi forstiller os, at et parti går 5 procent frem, så kommer der gerne 3,4 procent oveni hatten. Og det er ret mange vælgere og mandater, som vi kan flytte ved bare at fortælle dem, at et parti går frem.

Skæv DR-prognose kan have givet dårligt S-valg

I forbindelse med kommunalvalget i november sidste år var der særligt én meningsmåling, der blev omtalt.

I løbet af valgdagen spåede DR, at Socialdemokraterne ville få et væsentligt dårligere valg, end partiet endte med. Og det kan måske have påvirket Socialdemokraternes valgresultat i negativ retning, mener Kasper Møller Hansen.

- Vores måling viser, at der er en tendens til, at S kan have tabt på, at vælgerne har fået at vide, at det gik dårligt, siger han.

- Men alle danskere har ikke set exitprognosen. Det var noget, der foregik, mens mange var på arbejde. Vores resultat på 3,4 procent er den maksimale effekt, så i det konkrete tilfælde har effekten nok været noget mindre.

Men vi kan godt tale om, at vi skal have lidt dårlig samvittighed i DR over at have brugt denne her prognose?

- Ja, det kan I godt, siger Kasper Møller Hansen.

DRs nyhedsdirektør lover færre meningsmålinger

DRs nyhedsdirektør har i dag meldt ud, at DR Nyheder vil bruge meningsmålinger mindre i fremtiden - og opgradere kvaliteten af egne meningsmålinger.

- Det her understreger, at vi medier har et kæmpe ansvar for at gøre tingene rigtigt og tænke os godt omsiger Ulrik Haagerup og fortsætter:

- Ved kommunalvalg vil vi fremover ikke lave exitpprognoser, før valgstederne er lukket. I stedet vil vi lave den højeste standard, som man overhovedet kan finde i Danmark, siger han.

Forsker: Meningsmålinger er stadig brugbare

Men selv om forskningen altså viser, at meningsmålinger kan påvirke et valgresultat, så mener Kasper Møller Hansen ikke, at prognoser for politiske valgresultater helt skal forbydes.

- Det ville være en helt forkert vej at gå. Hvis de er udført korrekt, kan meningsmålinger give et meget præcist billede af, hvad der sker i offentligheden lige nu og her.

I stedet håber forskeren, at prognoserne bruges mere seriøst i fremtiden, så der ikke bringes prognoser, der ikke viser noget nyt eller meningsmålinger, der bygger på et for tyndt grundlag.

- Vælgerne tager de her meningsmålinger meget seriøst. De læser dem og reagerer på dem. Så som journalister, forskere og kommentatorer skal vi også tage dem seriøst. Kvaliteten skal være, så vi kan stole på dem, siger han.