Tema Skat i krise

Nye skattestyrelser spredes over hele landet

Middelfart, Roskilde og Herning er blandt de byer, der skal huse i alt syv nye styrelser, når Skat om et år deles op.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer regeringens plan for et nyt skattevæsen.

Når Skat om et års tid deles op i syv nye styrelser, får fem af styrelserne hovedsæder udenfor København.

Det meddeler regeringen på hjemmesiden "Fra 1 til 7".

- Skat vil ophøre med at eksistere fra 1. juli 2018 og i stedet blive erstattet af syv nye styrelser, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde.

De syv styrelser og deres kommende hjembyer kan ses her:

  • Gældsstyrelsen: Hovedsæde i Middelfart. Styrelsen får i alt cirka 1.500 medarbejdere.
  • Motorstyrelsen: Hovedsæde i Aalborg. Styrelsen får i alt 250-300 medarbejdere.
  • Administrations- og Servicestyrelsen: Hovedsæde i Herning. Styrelsen får i alt 300-350 medarbejdere.
  • Toldstyrelsen: Hovedsæde i Aarhus. Styrelsen får i alt 600-650 medarbejdere.
  • Vurderingsstyrelsen: Hovedsæde i Roskilde. Styrelsen får i alt 600-650 medarbejdere.
  • Skattestyrelsen: Hovedsæde i København. Styrelsen får i alt 3.300-3.500 medarbejdere.
  • Udviklings- og Forenklingsstyrelsen: Hovedsæde i København. Styrelsen får i alt 900-1.100 medarbejdere.

De syv styrelser får desuden en række underafdelinger, der får adresse i 26 byer i hele landet.

Styrelserne skal have hver deres specifikke opdrag, specialisering og ledelse og skal være i drift allerede fra 1. juli 2018. Hver af de syv styrelser får således en direktør, der skal referere til skatteministeren og Skatteministeriets departementschef.

Skandalerne i Skat

Allerede for et år siden blev planen om de syv styrelser fremlagt. 26. august 2016 blev det meddelt, at der var en ny struktur på vej. Det skete i forbindelse med præsentationen af en redningsplan, der også betød flere ansatte til Skat.

Nedlægningen af Skat sker efter flere skandalesager, der har fået stor opmærksomhed i medierne.

Blandt andet massive problemer med inddrivelsessystemet EFI, forkerte ejendomsvurderinger, ulovlige ejendomsskatter og svindel med udbytteskat.

I sidste måned blev et bredt flertal i Folketinget desuden enige om at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal se nærmere på de mange skandaler i Skat og, hvis det er muligt, placere et politisk ansvar for skandalerne.

Løkke: Vi har sat tilliden over styr

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger ved præsentationen af omorganiseringen af Skat, at der har været en række "tillidsbrud" fra Skats side:

- En af de vigtigste værdier i Danmark er tilliden til hinanden og til de offentlige institutioner. Den har taget generationer at bygge op. Den skal vi være varsom med ikke at sætte over styr.

- Det er ulykkeligvis det, der er sket i relation til Skat. Vi skal have løst problemerne. Derfor har regeringen besluttet at nedlægge Skat, som vi kender det og lave en ny opbygning., siger Lars Løkke Rasmussen.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kalder det en "hovedopgave" for VLAK-regeringen at genopbygge det danske skattevæsen. Det skal den nye organisering med syv separate styrelser sikre.

- Det bliver et skattevæsen uden Skat. Til gengæld kommer der syv nye og stærke styrelser, som er i stand til at løse kerneopgaverne bedre end i dag. Styrelser, hvor medarbejderne – også fysisk – arbejder tættere sammen med kollegaer med samme typer opgave. Og som leverer den kvalitet, danskerne har krav på, siger Karsten Lauritzen.

Skatteministeren erkender, at skattevæsenet med omlægningen står over for et videnstab. Men det bliver ikke forstærket af, at regeringen flytter flere styrelser væk fra København, mener han.

- Vi står over for et videnstab. Men det er et videns- og produktionstab, der ville komme uanset, fordi 2.000 skattemedarbejdere går på pension. Det, vi gør nu, er rettidig omhu.

- Vi afsætter syv milliarder kroner til investeringer, og vi kan lave omorganiseringen løbende, så vi forhåbentlig ikke rykker for meget rundt på medarbejdere, siger Karsten Lauritzen.