Tema Statsministrene

Nyrup: 'Jeg kan sådan set godt forstå, at Helle er skide irriteret på os'

En forhenværende statsminister kan dog aldrig have skylden for, at en regering taber et valg, mener Poul Nyrup Rasmussen.

Helle Thorning-Schmidt (S) mener, at Poul Nyrup Rasmussen (S) med sin kritik af salget af Dong var medskyldig i, at Socialdemokratiet tabte regeringsmagten i 2011. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det er nu engang den siddende statsminister, som har ansvaret for den politik, der bliver ført.

Derfor nytter det heller ikke noget at skyde skylden for et valgnederlag på andre personer, selvom de har kritiseret ens politik.

Det er meldingen fra forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), efter at hans partifælle Helle Thorning-Schmidt, som var statsminister fra 2011 til 2015, har beskyldt både Poul Nyrup Rasmussen og tidligere S-formand Mogens Lykketoft (S) for at have blandet sig for meget i den politik, som hendes regering førte.

Man kan ikke skyde det fra sig, for man har ansvaret for sin politik.

poul nyrup rasmussen (S), tidligere statsminister

Deres kritiske indblanding var ifølge Helle Thorning-Schmidt en af årsagerne til, at Socialdemokratiet tabte regeringsmagten til Venstre i sommeren 2015.

Men den analyse holder ikke, mener Poul Nyrup Rasmussen, som var statsminister fra 1993 til 2001.

- Jeg kan sådan set godt forstå, at Helle er skide irriteret på os. Anker (Jørgensen (S), der var statsminister af to omgange fra 1972 til 1983, red.) holdt sig heller ikke tilbage i sin tid. Jeg kan huske, at jeg sad og rev mig i håret og sagde: ’Anker, hold nu op’, fortæller Poul Nyrup Rasmussen i dagens udsendelse af ’Statsministrene’ på P1 og fortsætter:

- Men når jeg så havde sagt det, så sagde jeg dengang – og det vil jeg også gerne gentage: ’Nå ja, det er jo dit ansvar, og det kan ikke nytte noget’. Man kan ikke skyde det fra sig, for man har ansvaret for sin politik.

Nyrup-kritik kostede dyrt

Det var især salget af Dong i 2014 til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som Poul Nyrup Rasmussen var stærkt kritisk over.

Ifølge den tidligere statsminister blev energiselskabet solgt alt for billigt, og det var i hans perspektiv i strid med både Danmarks og Dongs egne interesser.

Dengang affejede den socialdemokratiske partiledelse kritikken.

Det kostede os meget, meget dyrt, også i meningsmålingerne, at blandt andet Poul Nyrup gik så hårdt ud i forhold til det her.

helle thorning-schmidt (S), tidligere statsminister

Og i det næste afsnit af ’Statsministrene’, der bliver vist på søndag på DR1, siger Helle Thorning-Schmidt, at regeringen ”tog det bud, som var bedst for Dong og dermed for danske skatteydere”.

- Det var meget skadeligt, at man var så hård i sin kritik, og nok også på visse punkter uden at have fundament i virkeligheden, for hvad der egentligt var rigtigt. Og det var selvfølgelig skadeligt, at man kom med nogle tal, som ikke var rigtige, og som heller ikke viste sig at være rigtige. Det kostede os meget, meget dyrt, også i meningsmålingerne, at blandt andet Poul Nyrup gik så hårdt ud i forhold til det her, siger Helle Thorning-Schmidt i programmet.

Helle Thorning i Statsministrene

Jelved: Thorning har ikke ret

Tidligere på dagen udtalte Mogens Lykketoft til DR Nyheder, at det ville have været nemmere for Helle Thorning-Schmidt og resten af Socialdemokratiet at vinde folketingsvalget, ”hvis nogle af de råd, som jeg og andre forgæves prøvede at give videre, var blevet fulgt”.

Det er Poul Nyrup Rasmussen enig i.

Og han mener fortsat, at der er noget at komme efter i forhold til Dong-salget.

Thorning vandt jo valget. Det var derimod SF og De Radikale, der tabte mandater, så jeg synes faktisk ikke, det er helt korrekt, det hun siger.

marianne jelved (R), tidligere politiske lder

- For mig er det stadigvæk en katastrofe, at vi solgte ud til Goldman Sachs for en pris, der var under en tredjedel af, hvad Dong egentlig var værd. Og vi bliver ved med at stå med en sag, der ikke vil dø, så længe der ikke foreligger en ordentlig, gennemsigtig udredning om, hvad bevæggrundene for salget var, siger han i ’Statsministrene’ på P1.

Marianne Jelved, der tidligere har været politisk leder for De Radikale, er enig med Poul Nyrup Rasmussen i, at man har brug for at få kortlagt salget af Dong.

Men hun understeger også, at Socialdemokratiet rent faktisk gik frem med tre mandater ved folketingsvalget i juni 2015.

- Thorning vandt jo valget. Det var derimod SF og De Radikale, der tabte mandater, så jeg synes faktisk ikke, det er helt korrekt, det hun siger, understeger Marianne Jelved i 'Statsministrene' på P1.