Nytårstalen var den mørkeste i ti år

Årets nytårstale var Lars Løkke Rasmussens mørkeste tale, viser analyse. Den er kun overgået af talen i 2005.

(© DR/Mads Rafte Hein)

- Terrorangrebet i København. Et russisk passagerfly, som eksploderede over Sinai. Drab på turister i Tunesien. Angreb i Beirut. Angreb i Californien. De blodige angreb i Paris.

I aften har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt sin tredje nytårstale, der blandt andet handlede om terrorangrebet i København og flygtningekrisen.

Nytårstalen var den mest negative af Lars Løkke Rasmussens de seneste ti år.

Det viser en såkaldt sentiment-analyse af statsministrenes nytårstaler siden 2001, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget. Analysen viser, hvor positivt eller negativt ladet en tale er på baggrund af ord.

Analysen gennemgår hvert ord og giver det en score, alt efter hvor positivt eller negativt ladet ordet er. Herefter beregnes gennemsnittet af samtlige ords værdier. Det betyder, at der kan have været mange negative ord i talen, der gør talen negativ, selvom statsministeren konkluderer, at det generelt har været et godt år.

Gennemsnittet for talerne er 56, og årets tale har en værdi på 28, viser analysen.

Flygtningekrise og terrorangreb var i fokus i statsministerens nytårstale. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Tsunami-tale var mørkest

Gennem tiden har der generelt været store udsving i talernes karakter, viser analysen. Alle taler er hovedsageligt positivt ladet på nær talen i år 2005 – den eneste tale, der har været mere negativt ladet end årets nytårstale.

- Dette nytår er præget af en tragedie, vi endnu ikke kender det fulde omfang af. Den præger os alle. Den påvirker os alle. Alt andet synes for en stund ligegyldigt.

Sådan begyndte statsminister Anders Fogh Rasmussen sin nytårstale ved nytåret 2005.

En naturkatastrofe havde dage forinden ramt Sydøstasien, som betød flere hundrede tusinde omkomne, og derfor blev det året, hvor statsministeren holdt den mest negativt ladede tale.

Usædvanlige omstændigheder

Ud over at talen var den mest negative ifølge analysen, var omstændighederne omkring talen helt usædvanlige, siger DR’s politiske analytiker Jens Ringberg.

- TV-stationerne havde allerede optaget én version af nytårstalen, men der måtte indspilles en anden, da omfanget af naturkatastrofen i Asien gik op for os alle sammen.

Det var helt uundgåeligt, at katastrofen kom til at påvirke nytårstalens stemning og indhold, siger han.

- Den var præget af, at statsministeren lige som alle andre var dybt påvirket af katastrofen. Samtidig ser toppolitikere det som deres opgave at sætte ord på alle danskeres følelser i sådan en situation. Endelig er det svært at tale om almindelig hverdagspolitik i skyggen af en katastrofe.

I talen var der ingen tvivl om, at det var vigtigere for statsministeren at få sat ord på katastrofen end hverdagspolitik. Flere gange udtrykte Anders Fogh Rasmussen sin medfølelse for ofrene og deres pårørende og fortalte, at regeringen gør, hvad der står i dens magt for at hjælpe dem, der er ramt af ulykken.

Skal samle op og se fremad

Det er ikke kun i krisesituationer, at nytårstalen skiller sig ud. Nytårstalen er en speciel tale med en særlig rolle. Det er en gammel tradition, og det er den eneste, hvor statsministeren taler direkte til TV-seerne, siger Jens Ringberg.

- Nytårstalen er en enestående mulighed for at understrege og uddybe det billede, man gerne vil tegne over for vælgerne. Altså går det godt eller skidt?, siger han og understreger, at nytårstalen ikke står alene.

- Nytårstalen er også anderledes, fordi den er forholdsvis kort og både skal samle op på det gamle år og udstikke en retning for det nye år.

Dermed kan talen også bruges til at skabe et fundament for tiltag, som statsministeren går og planlægger, siger han.

- Det er langt fra alle år, statsministeren lancerer meget konkrete og store politiske planer i sin nytårstale, men nogle gange sker det. Det bedste eksempel i nyere tid er Lars Løkke Rasmussens nytårstale 1. januar 2011, hvor han annoncerede et opgør med efterlønnen.

I årets nytårstale lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet op til, at regeringen som det første i det nye år vil arbejde på at få flere flygtninge i arbejde. Derudover vil erhvervsskatterne bliver sænket, og regeringen vil foreslå yderligere skattelettelser.

LÆS HELE STATSMINISTERENS NYTÅRSTALE HER

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube