Over 600 asylansøgere får afslag efter snyd med deres identitet

Udlændingestyrelsen har afdække en af de største sager om snyd med asylansøgeres identitet.

Over 300 af personerne, der har fået afslag på asyl, har vist sig at tilhøre samme familie. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Flere måneders undersøgelse af identiteten på over 700 asylsøgere, der alle sagde, at de var forfulgte og undertrykte statsløse fra Kuwait, viste at 634 af dem ifølge styrelsen ikke var fra Kuwait.

De har derfor hen over sommeren alle modtaget et afslag om asyl, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Det gør sagen til den hidtil største om identitetssnyd i asylsager, vurderer Anders Dorph, vicedirektør i Udlændingestyrelsen med ansvar for asylområdet.

- Vi har før set sager om svig, hvor man forsøger at lyve sig til en anden nationalitet for at opnå en fordel. Men slet ikke i dette omfang, siger han.

Et specialteam i Udlændingestyrelsen kunne via en omfattende kortlægning af familiemønstre samt spor på sociale medier, mobildata og internationalt samarbejde påvise, at de mange asylsøgere formentlig i stedet stammer fra Irak.

Over 300 af personerne har vist sig at tilhøre samme familie.

Oplagte grunde til snyd

Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor på Raoul Wallenberg-instituttet i Sverige og flygtningeforsker, kan se oplagte grunde til, at irakere skulle forsøge at fremstå som bidoonere (statsløse, red.) fra Kuwait.

Den såkaldte anerkendelsesprocent for irakere har været faldende. I fjor fik 13 procent asyl.

Der findes ikke særskilte tal for den hidtil meget lille gruppe af bidoonere fra Kuwait. Men blandt alle statsløse, inklusive palæstinensere, fik 82 procent anerkendt asyl i 2016.

Flygtningenævnet, der er anden og sidste instans i asylsager, har netop afgjort de første 16 klagesager og i alle tilfælde stadfæstet afslaget fra Udlændingestyrelsen.

/ritzau/