Tema Skat skal undersøges

OVERBLIK: Alt hvad du skal vide om møgsagerne og undersøgelsen af Skat

Et flertal af Folketinget ønsker nu en undersøgelseskommission af Skat.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser, at han hurtigt vil indkalde partierne til drøftelser om en undersøgelseskommission af Skat. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Krisen i Skat er en af de største skandaler i nyere tid, og den ødelægger befolkningens tillid til myndighederne.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der nu kræver en undersøgelseskommission af Skat.

Flere gange er der blevet skåret ned i Skat, Rigsrevisionen har otte gange i streg revset Skat, milliarder er gået tabt, og skandalerne strækker sig over ni ministre fra både røde og blå partier i, hvad der er blevet kendt som svingdørsministeriet.

Her kan du danne dig et overblik over vejen til undersøgelseskommission.

Krav om undersøgelse spreder sig

  • 24. april 2017 Politiken skriver, at revisionsfirmaet PwC vurderer i en rapport, som Skatteministeriet har bestilt, at man ikke kan forvente at inddrive mod 80 milliarder kroner ud af i alt 100 milliarder kroner, som danskerne skylder.
  • Herefter begynder kravet om en undersøgelse at brede sig.
  • 27. april Flere eksperter efterlyser et politisk ansvar for sagerne i skat i Berlingske.
  • Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik skriver i sin leder, at politikerne har udvist grotesk uansvarlighed, og at de er ligeglade.
  • 1. maj Mette Frederiksen bruger sin 1. maj-tale på at kritisere tidligere skatteminister Kristian Jensens rolle i skattesagerne. Han var skatteminister fra 2004 til 2010.
  • 11. maj Venstres Carl Holst går imod partilinjen og taler i Berlingske om behovet for en kulegravning af skattesagerne.
  • 13. maj Enhedslisten og Alternativet vil fremsætte beslutningsforslag om en kommisionsundersøgelse. Mens Alternativet foreslår én stor undersøgelse af Skat. Enhedslisten lægger op til at undersøge de enkelte skandaler for sig.
  • 15. maj Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ønsker en undersøgelseskommission af Skat, oplyser de to partiers formænd i en fælles pressemeddelelse.
  • 15. maj Skatteminister Karsten Lauritzen (V) oplyser, at han hurtigt vil indkalde partierne til drøftelser om en undersøgelseskommission af Skat.
  • DR’s politiske korrespondent, Christine Cordsen, siger, at det folkelige krav efterhånden er blevet så massivt, at DF og S ikke længere kan forsvare det, hvis der ikke bliver lavet en undersøgelse.

De ni skatteministre siden 2005

Kristian Jensen (V) 2004-2010
Troels Lund Poulsen (V) 2010-2011
Peter Christensen (V) 2011-2011
Thor Möger Pedersen (SF) 2011-2012
Holger K. Nielsen (SF) 2012-2013
Jonas Dahl (SF) 2013-2014
Morten Østergaard (R) 2014-2014
Benny Engelbrecht (S) 2014-2015
Karsten Lauritzen (V) 2015-

Sådan kan kommission undersøge Skat

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger, så en kommission kan nedsættes, og det bliver næppe ignoreret, siger DR’s politiske korrespondent, Christine Cordsen.

Folketinget kan vedtage, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission, men ifølge Ritzau kan kommissionen arbejde i flere år, inden konklusionen er klar. Nyhedsbureauet nævner Farumkommissionen, der i 2012 blev færdig efter ti års arbejde til en samlet pris af 60 millioner kroner.

Ifølge Ritzau kan kommissionen ikke vurdere spørgsmålet om ministres ansvar, men komme med forslag til ændringer af love og praksis og foretage retlige vurderinger af, om der er grundlag for, at nogen skal drages til ansvar

Møgsager og redningsplan

  • Rigsrevisionen kritiserede i en rapport i august 2013, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til. I 2019 skal boligejerne kompenseres, og det kan løbe op i flere milliarder kroner.
  • August 2015 Rigmanden Sanjay Shah er hovedmistænkt i en sag om udbytteskat, hvor danske skatteborgere ifølge Skat er blevet snydt for 12,3 milliarder kroner. Det svarer til 2.500 kroner per dansk skatteyder. Den formodede svindel er startet i 2012 og står på, indtil Skat opdager den i august 2015 og lukker for tilbagebetalingerne af udbytteskat til udenlandske aktionærer. Læs mere her.
  • September 2015 Skat stopper den automatiserede inddrivelse af gæld via EFI-systemet. Arbejdet blev sat i gang i 2004 og 2005, men blev flere gange forsinket. Systemet indføres i 2013, men skrottes altså til sidst efter flere fejl. Læs mere.
  • Kollapset og fejlene har fået gælden til at eksplodere.
  • 26. august 2016 Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer en redningsplan for Skat. Med planen skal Skat styrkes med 6,8 milliarder kroner og 1.000 ekstra medarbejdere frem mod 2020. Læs mere.
  • I september 2016 i en beretning om statsregnskabet 2015 udtaler rigsrevisionen for ottende år i træk kritik af forvaltningen i skat.
  • 24. april 2017 Politiken skriver, at revisionsfirmaet PwC vurderer i en rapport, som Skatteministeriet har bestilt, at man ikke kan forvente at inddrive mod 80 milliarder kroner ud af i alt 100 milliarder kroner, som danskerne skylder.

Der er brugt hundredvis af millioner på undersøgende kommissioner igennem de seneste årtier, blandt andet ved sagen om mandatsvig i Farum Kommune.