Partier kræver at Løkke retter på Danmarks ry

K kalder regeringens kommunikation om en omstridt lov om flygtninges værdier for katastrofal amatøragtig.

Udenrigsminister Kristian Jensen og udlændingeminister Inger Støjberg har i EU Parlamentet i Bruxelles forsøgt at forklare den nye lov. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

En omstridt lov om at tage værdigenstande fra asylansøgere har sendt Danmarks omdømme i nedadgående retning internationalt, og det får flere parter til at gå hårdt til regeringen, skriver Berlingske.

To af kritikerne er De Konservative og Socialdemokratiet, der begge stemte for forslaget, da det blev vedtaget.

- Vi står inde for den lov, vi har stemt for. Men regeringens kommunikation omkring den har været katastrofalt amatøragtig, siger udenrigsordfører Naser Khader.

K vil arbejde på at få et flertal for at tvinge statsministeren til at lave en plan for at genoprette Danmarks ry, hvis han ikke allerede har en.

Internationale medier har i går trykt karikaturer af blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som nazist, og i Dansk Industri (DI) er man "bekymret" over den massive dårlige omtale.

Flere brandingeksperter mener, at Danmarks internationale brand allerede har lidt skade, og at sagen er "noget møg" for danske virksomheder.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) oplyser, at ministeriet i ugevis har arbejdet på højtryk for at forklare sagen på diplomatisk niveau og for international presse. Han erkender dog, at opgaven ikke helt er lykkedes.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube