Penge til prævention til Afrikas kvinder skal dæmme op for migranter

Danmark giver 91 millioner kroner for at styrke kvinders adgang til prævention og bedre familieplanlægning.

Begrænsning af befolkningstilvæksten i Afrika ved bedre adgang til prævention er en vigtig "udenrigs- og sikkerhedspolitisk prioritet" for regeringen. (Foto: ZOHRA BENSEMRA © Scanpix)

Danmark vil styrke fattige kvinders brug af prævention og giver derfor 91 millioner kroner, så 225 millioner kvinder i verdens fattigste lande får adgang til prævention.

Det oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der tirsdag deltager i en konference i London, som skal bidrage til, at fattige kvinder kan få prævention.

Det kan ligefrem være med til at dæmme op for migrantstrømmen, lyder det.

- En del af løsningen på at begrænse migrationspresset mod Europa er at reducere den meget høje befolkningstilvækst i mange afrikanske lande, siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse.

Begrænsning af befolkningstilvæksten i Afrika ved bedre adgang til prævention er en vigtig "udenrigs- og sikkerhedspolitisk prioritet" for regeringen.

- Hvis befolkningstilvæksten i Afrika fortsætter som nu, vil den afrikanske befolkning være fordoblet fra 1,2 milliarder mennesker til 2,5 milliarder mennesker i 2050, siger Ulla Tørnæs.

De 35 millioner kroner vil gå til arbejdet i IPPF, som er den internationale fond for familieplanlægning.

De resterende 56 millioner kroner vil gå til UNFPA Supplies. Det er den del af FN-organisationen for familieplanlægning, der leverer prævention som kondomer og p-piller.

USA har skrottet støtte

Konferencen finder sted i kølvandet på Global Gag Rule. Den betyder, at USA ikke længere vil støtte organisationer, der tilbyder kvinder i udviklingslande rådgivning eller sterilisering.

Kristeligt Dagblad har spurgt ministeren til, at kritikere vil mene, at det er let at love flere penge, når det danske udviklingsbudget er lavere, end det var i 2015.

Til det svarer ministeren:

- Det er ærgerligt, at man taler Danmarks bidrag ned i et hul, for vi har faktisk en stærk stemme på den globale scene.

- Siden jeg kom til i november, har jeg kontinuerligt øget budgetrammen, og det kommer jeg også til fremadrettet.

Der er ikke tale om nye penge, da pengene allerede var afsat på finansloven.

/ritzau/

FAKTA: TRUMPS GLOBAL GAG RULE

  • En af Donald Trumps første handlinger som præsident var at genindføre den såkaldte Global Gag Rule - eller mundkurvspolitikken.
  • Den betyder et forbud mod, at amerikansk udviklingsbistand i hele verden bliver brugt til at støtte adgang til abort eller rådgivning om familieplanlægning.
  • Forbuddet ventes at ramme millioner af piger og kvinder i verdens fattigste lande.
  • Global Gag Rule indebærer, at ingen ikke-amerikanske organisationer, som modtager amerikanske midler, må udøve, informere eller henvise kvinder til at få en abort.
  • De må heller ikke advokere for retten til abort - heller ikke for egne penge, eller penge de får fra en anden donor.
  • Det har store konsekvenser, da USA er verdens største donor af udviklingsbistand og står for cirka en fjerdedel af verdens samlede bistand.
  • USA har hidtil givet over 600 millioner dollar til prævention og familieplanlægning årligt.
  • Global Gag Rule blev indført af præsident Ronald Reagan og er siden på skift afskaffet af demokratiske præsidenter og genindført af republikanske.
  • Men Trumps forbud er af et hidtil uset omfang og vil angiveligt også ramme forebyggelsen af blandt andet hiv.

Kilde: Udenrigsministeriet, Sex og Samfund.