Peter Loft forlader ministerium med yderligere tre års løn

Tidligere departementschef når samlet op på syv års løn, selv om han ikke har udført arbejde i den periode.

Tidligere departementschef Peter Loft kan se frem til yderligere tre års løn. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

I næsten fire år har han været hjemsendt uden at vide, hvad fremtiden skulle byde ham.

Men nu er der sat punktum i tidligere departementschef Peter Lofts afskedigelsessag i Skatteministeriet, skriver Berlingske.

Loft får løn de næste tre år ifølge en aftale med Moderniseringsstyrelsen. I forvejen har han fået fuld løn i den periode, hvor han har været hjemsendt, og han ender dermed med i alt syv års løn, efter at han blev forvist fra ministeriet.

Med en løn på lidt over 1,5 millioner kroner årligt svarer til det omkring 11 millioner kroner eksklusive pension, skriver Berlingske.

Peter Loft var en af hovedpersonerne i sagen om behandlingen af Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skattesag. Sagen endte med, at en kommission konkluderede, at Peter Loft ikke havde begået magtfordrejning, men at han havde været for tæt på behandlingen af skattesagen.

Han mener selv, at de syv års løn er rimelig nok.

- Det er ikke mig, der ikke har villet arbejde. Det er staten, der ikke ville lade mig arbejde for de penge, som de var forpligtede til at give mig. Men jeg kan godt forstå, at nogen synes, at det er en speciel situation, siger Peter Loft til Berlingske.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube