Pia Olsen Dyhr: Dansk Folkeparti har aldrig kæmpet for frihedsrettigheder

Dansk Folkeparti står hverken på ligestillingen eller frihedsrettighedernes side, mener SF’s formand.

Venstrefløjen har forsømt kritikken af patriarkalske indvandrermiljøer af frygt for at blive spændt for højrefløjens vogn, lød det mandag fra SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, i Jyllands-Posten. Siden har debatten om berøringsangst over for problemer med ligestilling blandt indvandrere raset, og torsdag gik Pia Olsen Dyhr så i rette med højrefløjen.

- Dansk Folkeparti har aldrig stået på ligestillingens side. De har aldrig kæmpet for frihedsrettigheder, sagde SF-formanden i Debatten på DR2 til Dansk Folkepartis Marie Krarup og fortsatte.

- Da Muhammed i Bilka lige pludselig fik undergravet sin ytringsfrihed, hvor var du henne? Hvor har du været, når kvinder fik bank i deres familier? I synes jo, det var i orden med revselsesretten (retten til at slå sine børn, red.). I på højrefløjen har jo ikke kæmpet for kvinders rettigheder gennem tiderne, det har været venstrefløjen.

Venstrefløjen hykler

Den kritik giver Dansk Folkepartis Marie Krarup dog ikke meget for.

- Vi har kæmpet for ytringsfriheden, vi kæmper for frihedsrettigheder, sagde hun og kritiserer venstrefløjen for at ignorere religionens rolle i integrationsproblemerne.

- Det er meget hyklerisk, at I siger, at nu tør I tale frit om det. ’Vi skal bare passe på, vi ikke kommer til at tale om det som Dansk Folkeparti’. Dermed tør I jo ikke tale om det. Der er jo et problem, og det har med kultur og dermed med religion at gøre. Så tal dog om det! lød det fra Marie Krarup.

Se hele sæsonpremieren af Debatten på DR2, når Clement Kjersgaard stiller spørgsmålet: Har venstrefløjen berøringsangst overfor at diskutere det kvindesyn, der findes blandt nogle grupper af indvandrere, flygtninge og efterkommere?

Debatten

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube