Politiforbund: Vi kommer ikke til at konfiskere mange smykker

Vejledningen til den omstridte L87-lov giver ingen panderynker hos politiet, der skal "klappe flygtninge af".

Flygtningene får i langt de fleste tilfælde ikke frataget smykker. (Foto: claus fisker © Scanpix)

I dag træder den omstridte L87-lov i kraft. I folkemunde er den bedre kendt som smykkeloven. Men det bliver meget få smykker, som de danske betjente kommer til at konfiskere fra flygtninge, vurderer Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

- Kontanter kan godt være en mulighed, det vil jeg ikke udelukke, hvis det er store beløb, men det bliver ikke mange smykker, for vi kan ikke vurdere, hvor stor affektionsværdi et smykke har, siger formanden og tilføjer, at man i tvivlsager vil koordinere med vagthavende.

Samme dag loven træder i kraft har Udlændinge – og integrationsministeriet også offentliggjort den vejledning, som betjentene skal rette sig efter. Og vejledningen giver ikke anledning til bekymring hos Politiforbundet.

- Som det står i vejledningen, skal man ikke i den forstand visitere, men ’klappe dem af’, som vi siger på politisprog. Man visiterer uden på tøjet, som når man mærker efter våben, det er ikke noget med at tage bukser eller tøj af dem, så det bliver ikke meget anderledes, end det er i dag, siger Claus Oxfeldt.

Genstande, som vedkommende medbringer eller bærer på sig, kan kun tages i bevaring hvis, den enkelte genstands værdi overstiger 10.000 kroner.

I vejledningen for loven står der blandt andet, at det skal vurderes, ”om genstanden har en særlig betydning (affektionsværdi) for den pågældende.” Hvis det er tilfældet, er de undtaget konfiskering. Det kan for eksempel være ”vielsesringe og forlovelsesringe og vil også kunne omfatte for eksempel hæderstegn, erindringsgaver fra nærtstående, religiøse genstande.”

I dag træder den omstridte L87-lov - i folkemunde kendt som 'smykkeloven' i kraft. Men politiet vil konfiskere meget få smykker fra flygtninge, vurderer Politiforbundets formand.

Opslået af DR Nyheder på 5. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube