Politikere: Regeringen skal protestere mod straf med stokkeslag

Udenrigsministeren skal gå ind i sagen om saudisk blogger, der er blevet idømt 1.000 stokkeslag for at fornærme islam, mener flere politikere

Den saudiske blogger Raif Badawi blev i 2014 idømt 1.000 stokkeslag og 10 års fængsel for at have fornærmet islam på nettet. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix)

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) kritiseres fra flere sider for ikke at protestere højlydt over Saudi-Arabiens behandling af bloggeren Raif Badawi.

Bloggeren blev i 2014 idømt 1.000 stokkeslag og 10 års fængsel for at have fornærmet islam på hjemmesiden Free Saudi Liberals.

Kristian Jensen har ikke ønsket at underskrive en protest til Saudi-Arabien udformet af Dansk Pen og Amnesty International.

Henrettelser i Saudi-Arabien

Siden kong Salman bin Abdulaziz Al Saud tiltrådte som konge i Saudi-Arabien i januar 2015 er antallet af henrettelser i landet steget.

I 2014 blev der henrettet 90 mennesker, mens 137 blev henrettet i 2015.

Lørdag morgen blev 47 mennesker - herunder den shiamuslimske sheik Nimr al-Nimr - henrettet.

Kilde: Amnesty International

- Jeg har ikke skrevet under, fordi det er en opfordring til andre om at handle. Som minister har jeg mulighed for selv at gøre en forskel. Derfor deltager jeg af princip ikke i underskriftsindsamlinger, skriver Kristian Jensen til 'Kulturknuserne' på DR P1.

- Jeg forventer, at Kristian Jensen lægger afstand

Men det er ikke godt nok, lyder det fra både højre og venstre.

- Jeg har selv skrevet under på anmodningen til Saudi Arabien om at løslade Badawi og vil som minimum forvente, at Kristian Jensen klart og utvetydigt lægger afstand til behandlingen af Badawi. Det gjorde jeg bl.a. på Twitter på engelsk, da jeg var minister. Jeg forventer også, at han tager sagen op med den saudiske minister, når han får muligheden, hvad jeg også planlagde efter, siger tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

26 folketingsmedlemmer har underskrevet protest

De Konservative opfordrer Kristian Jensen til hurtigst muligt at indkalde den saudiske ambassadør til en samtale.

Jeg giver ikke meget for dem, der siger: ”Uha, pas nu på, at saudierne ikke taber ansigt”. Saudi Arabien skal behandles ligesom alle andre.

Naser khader

- Kristian Jensen skal sige, at de skal løslade Badawi og lade ham rejse ud af landet - og eventuelt tilbyde Badawi asyl i Danmark. Jeg giver ikke meget for dem, der siger: ”Uha, pas nu på, at saudierne ikke taber ansigt”. Saudi Arabien skal behandles ligesom alle andre, siger udenrigsordfører Naser Khader, der håber, at Danmark kan få flere lande med i en fælles protest.

Indtil videre har 26 medlemmer af Folketinget underskrevet protesten til Saudi-Arabiens konge.

- Det officielle Danmark har længe bekendt sig til det stille diplomati over for Saudi Arabien, men i denne sag er det stille diplomati blevet lydløst. Kristian Jensen kan spille en stærk rolle og ville lægge vægt bag Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, hvis han offentligt tog afstand fra Saudi Arabiens middelalderlige straffemetoder og hyldede Raif Badawi som den stærke stemme, han er for ytringsfrihed og religionsfrihed i Saudi Arabien, siger Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i Amnesty International.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube