ANALYSE: Det knager i fugerne i rød blok

Mette Frederiksen må forvente at få et bøvlet liv som statsminister. Hvis hun bliver det.

Mens Socialdemokraterne flirter med Dansk Folkeparti, er de Radikale gået i gang med at bejle til Venstre. Imens truer Enhedslisten og Alternativet Mette Frederiksen med at køre benhård politik mod hendes regering, hvis hun bliver statsminister og ikke lytter til Venstrefløjen. (Foto: Yilmaz Polat © Scanpix)

En gang var humanisme et positivt ord i enhver rød salon. Men det er nogle valg siden, det var sådan. I flere og flere socialdemokratiske kredse, er ordet nemlig over årene blevet udtalt stadig mere spagt. Og nu er det nærmest blevet et skældsord helt oppe i ledelsen af parttiet.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen er kendt som en politisk Brutalis, og det såkaldte "brøleforbud" han en gang forklarede, at han var blevet pålagt, er tilsyneladende blevet ophævet.

I hvertfald tæsker han løs på det, han kalder utopiske humanister. Dem der mener, at Danmark som et velhavende land må tage et større ansvar for verdens flygtninge og forfulgte.

De mangler realisme, mener Sass Larsen, der samtidig får flettet metaforer om svin, der gnubber sig op ad stolte bøgetræer, ind i sin argumentation.

Mens han lader forstå, at dem, der tager til Sverige og kommer opløftede hjem, er at sammenligne med dem, der roste det socialistiske paradis i østblokken før murens fald.

Kvælende omfavnelse

Det er i høj grad Sass Larsens angreb, som har været gnisten, der har tændt bålet i rød blok. Men tag ikke fejl. Den socialdemokratiske top står sammen om linjen. De mener det.

Formand Mette Frederiksens argumentation på udlændingeområdet er i dag indholdsmæssigt fuldstædig på linje med Henrik Sass Larsens.

Ræsonnementet er, at det er samfundets svageste, der kommer til at lide mest under en fejlslagen integration, og derfor må antallet af nytilkomne begrænses mest muligt. Danmark kan ikke være socialkontor for hele verden, lyder argumentet fra Socialdemokratiet, der således er i gang med at omfavne Dansk Folkeparti i en grad, så det må føles kvælende for formand Kristian Thulesen Dahl.

Det er i det lys, man skal se Enhedslistens raslen med sablerne overfor Mette Frederiksen. De vil ikke finde sig i at skulle holde en S-regering ved magten, mens den laver politik med højrefløjen.

De vil ikke finde sig i at blive kørt over af Socialdemokraterne igen, som de blev af Thorning og ikke mindst finansminister Corydon fra 2011-15. De vil "stille krav", og de vil ikke længere "betingelsesløst" støtte en S-ledet regering.

Alternativet vil for sin del ikke love noget som helst om, hvem partiet vil pege på som kommende statsminister, men erklærer, at tilliden til Socialdemokratiet i øjeblikket forsvinder, og samarbejdet er svært.

En ny tid?

Hvad det helt præcist betyder, er svært at vide. Men det må sandsynligvis gerne læses som indvarslingen af en ny tid, hvor Enhedslisten og Alternativet vil være klar til at vælte en rød regering, hvis den tager det parlamentariske grundlag for givet eller "pisser på vælgerne", som en synligt rasende Johanne Schmidt-Nielsen hvæsede mod SRSF-regeringen.

Det var i 2012, da den lavede skattereform med Venstre - blandt andet finansieret med mindre automatisk regulering i overførselsindkomsterne end hidtil.

Men regeringen trak dengang på skulderen. Hvad ville Enhedslisten gøre? Vælte regeringen og bringe en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti til magten? Det gav ingen mening dengang.

Det gør det heller ikke i fremtiden, og selvom intet kan siges ikke at kunne ske i politik, så ligner det, at Enhedslisten og Alternativet går i krig med en tæppebanker.

Det eneste atomarsenal i rød blok tilhører nemlig de Radikale. Hvis partiet vælger at flytte vægten over på det højre ben og støtte en V-statsminister, kan det blive en katastrofe for socialdemokraterne og rød blok.

For det er en misforståelse, at de Radikale ikke sidder med nøglen til, hvem der kan danne regering i Danmark. Meningsmåling efter meningsmåling viser, at der er mindre forskel på blokkende end de Radikales mandater. Ergo tipper magten, hvis partiet flytter sig.

Afskrækkelse

Gør de så det? Det bedste gæt i foråret 2017 må være: Nej! Men det er ikke det samme, som at det ikke kan ske. Det er sådan atom-magter får indflydelse. Ved afskrækkelse. Ved at det utænkelige faktisk kan ske.

I Stanley Kubricks kultfilm Dr Strangelove fra 1964 ryger hele verden i luften, fordi russerne har ventet med at fortælle om den frygtelige dommedagsmaskine, de har bygget, som udsletter al liv på Jorden ved et angreb på Sovjetunionen. Med andre ord: Hele ideen i at have det altødelæggende våben er at fortælle om det.

Det er netop, hvad de Radikale er i gang med, når de omfavner Venstres Kristian Jensen og åbent erklærer, at hans politik er mere attraktiv end Mette Frederiksens. Men en trussel er selvfølgelig intet værd, hvis den ikke kan blive udløst. Bomben skal kunne sprænge, så at sige.

Østergaards regnestykke

For Morten Østergaard ser regnestykket nogenlunde sådan her ud: Med Sass Larsens angreb og nye parløb med Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, kan han måske se frem til ikke at få nogen som helst indflydelse på udlændingepolitikken. Hverken i rød eller blå blok.

Men når Frederiksen samtidig tegner en økonomisk politik med reformstop og mere klassisk rød (og i radikal forstand alt for dyr) velfærdspolitik, en nølende EU-opbakning og en i radikal optik lidt for pragmatisk grøn profil, så begynder det at blive svært.

Men det er en farlig mission at skifte side. Det har altid været de Radikales fordel, at de kan gøre det. Men partiet har også lært, at vælgerne ikke belønner slingrekurs. Uanset hvor uenige de var med projekt "Helle og Villy" op til valget i 11, så fastslog Margrethe Vestager igen og igen, at hun ville støtte Thorning.

"Progressive" vælgere

Radikale vælgere går for at være røde. Men måske er de først og fremmest (i egne øjne) "progressive". De ser sig ikke som angste for fremtiden, fremmede, internationalisering, teknologisk udvikling, globalisering og hvad det nu altsammen hedder. De går op i, at pengene skal være der, før de kan bruges, og de vil gerne tænke på sig selv som rationelle og ansvarlige, så De Økonomiske Vismænd er nærmest i radikal opfattelse at sammenligne med Oraklet i Delfi.

Så hvis Venstre lover at arbejde for økonomiske reformer, en mere grøn linje, end partiet har anlagt efter den økonomiske krise og en mere optimistisk tilgang til fremtiden og til verden, kan de Radikale måske godt være med.

Det helt store spørgsmål i den ligning er, hvad Dansk Folkeparti i givet fald vil gøre. Er partiet klar til at gøre de Radikale rangen stridig og skifte side? Det var den drømmerolle Pia Kjærsgaard en gang formulerede for partiet. Men den mest almindelige opfattelse på Christiansborg er, at det stadig er for tidligt for partiet.

Stoler DF på S?

Det næste spørgsmål er, om Dansk Folkeparti vil tillade, at de Radikale har indflydelse på en kommende blå regering. Svaret er et stort: Måske.

Når valget er overstået, og mandaterne er fordelt, går spillet i gang. Og hvis det reelt er Dansk Folkepartis kalkule, at partiet får mest politik igennem ved at støtte en Venstre-ledet regering, kan de ende med at acceptere de Radikale.

Alternativet for Dansk Folkeparti kan være at arbejde sammen med et eventuelt FOA-flertal (SF, DF og S) eller håbe på et godt samarbejde mellem S,V og DF. Men også i de konstellationer er der en lang række ubesvarede spørgsmål. Det største er, om DF virkelig tør stole på Socialdemokraterne i det lange løb. Og omvendt.

Der bliver en pris

Men det er altsammen ude på det spekulative overdrev. Realiteterne lige nu er, at de Radikale hører til i rød blok, og at Mette Frederiksen ser ud til at have en god chance for at vinde et valg, skulle det komme nu.

Men der vil være en krigsskadesomkostning, som skal betales. Der vil komme en politisk hverdag, hvor de partier, som holder Frederiksen ved magten ikke nødvendigvis føler, de skylder hende noget.

Med et Radikalt parti, der føler sig alvorlig provokeret til højre og en enhedsliste og et alternativ, som bare føler sig udnyttet som stemmekvæg til venstre, kan prisen for at lave politik med et velvilligt SF og et sultent DF blive ganske høj.

Det knager i fugerne i rød blok. Og det eneste man med sikkerhed kan sige, er at alting kan ske i dansk politik.