ANALYSE: Elbæks Alternativet er kommet for at blive - men hvordan?

Alternativet har bidt sig fast, men har en udfordring med at skabe politik - og sikre balance mellem Christiansborg og græsrødderne

Alternativets formand Uffe Elbæk på scenen med sin beretning på Alternativets Landsmøde i Odense. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Uffe Elbæk og andre oprettede Alternativet i protest mod en gammel politisk kultur, som mange er trætte af. Mange synes nok også, at evig snak om meningsmålinger er en trættende del af denne kultur.

Alligevel er det forståeligt, hvis et par enkelte alternativister har givet hinanden en krammer eller en high-five over den måling fra Epinion, som DR Nyheder kunne præsentere søndag.

DR's politiske analytiker Jens Ringberg

Jens Ringberg er journalist og politisk analytiker i DR Nyheder. Han analyserer løbende den politiske situation her på dr.dk - og på DRs kanaler på radio og tv. Ringberg er således i studiet, når DR2 dækker de vigtigste politiske begivenheder, som Folketingets åbning, politiske landsmøder, regeringsrokader, spørgetime og vigtige pressemøder.

Se profil

6 procent siger, de vil stemme på Alternativet; et valg nu ville sende 11 grønne Å-mandater i Folketinget. Det er pænt over valgresultatet. Ikke vildt, men stabilt højt.

Forsvinder ikke med det vuns

Målingen bekræfter at Alternativet er kommet for at blive - i hvert tilfælde længe. Det betyder to ting, mindst:

For det første at omverdenen lige så godt kan vænne sig til at kigge hen over de mest synlige og anderledes forhold omkring Alternativet - urfugledansene, insektjuicen og de facebooktransmitterede gruppemøder.

Men for det andet at Alternativet lige så godt kan vænne sig til, at der fra alle sider spejdes intenst efter substans og linje hos Folketingets nyeste parti. Politisk substans og parlamentarisk linje, ikke mindst når magten skal fordeles efter næste valg.

Altså: Hvad skal det blive til, det nye parti. Eller platform, som man helst skal sige, for i Alternativet er de ikke meget for blot at være et parti.

Hvem skal der peges på?

Det dér med at finde næste statsminister, orker Alternativet nærmest ikke tale om lige nu, fornemmer man. "Egentlig gider jeg slet kke snakke om det, men..", som der stod på et af Elbæks slides, da han holdt sin tale til landsmødet lørdag.

Budskabet er nu, at Alternativet ikke vil pege på en borgerlig forhandlingsleder, når man kaldes til Dronningen. Måske vil man pege på Mette Frederiksen. Måske på en anden fra den kreds af partier, der ønsker en ny regeringen. Navnet vil dog komme før valgdagen, lovede Elbæk efter talen i går.

Frokost med Mette F

Derudover: Skulle Mette Frederiksen efter disse indledende manøvrer få magten (og det gør hun jo nok), så er Alternativet klar til at vælte hende igen - hvis hun overskrider partiets grønne linjer. Det er dog linjer, der ikke helt klart vil blive defineret på forhånd, og dermed har de en lidt anderledes karakter end Enhedslistens røde linjer.

Alt det kan Elbæk og Mette Frederiksen jo vende, når de får sig et antal frokoster de næste to år, frem mod valgdagen.

Top og bund i Alternativet reagerer på alle spørgsmål om det hermed irriterede skuldertræk. Vi vil "hellere tale politik end personer", lyder svaret - og det er jo som hentet i gammel politisk kultur.

Er der politik i Alternativet?

Spørgsmålet er bare, hvor meget politik, der så egentlig tales i Alternativet, når det kommer til stykket.

På landsmødet i Odense, var det ikke så overvældende meget. Alternativet er stærkt optaget af egne indre forhold. Af samarbejdsformer. Regler for eksklusion. Forslag om partiskat. Principielle debatter om kønskvoter. Og lidt mindfullness til at starte dagen på.

Sagt på en anden måde: Alternativet er stadig i høj grad en politisk platform under opbygning, med godt kig på egen navle.

I mellemtiden kører et professionel og velsmurt Christiansborgmaskine et tjekket løb i den gamle politiske kulturs højborg, Folketinget. Alternativet indgår gnidningsløst i samarbejdet i parlamentet. Får enkelte mindre forslag igennem. Passer arbejdet med sikker hånd.

I dette felt ligger en helt særlig opgave for Uffe Elbæk og hans nærmeste. Balancen mellem den velsmurte maskine på Borgen og græsrødderne.

Der tales om topstyring i visse kroge i Alternativet. Dét afvises energisk i toppen - men derfor består opgaven med at finde balancen mellem effektivitet og ejerskab nu alligevel. Især i et parti hvor proces vægtes så tungt som i Alternativet.

Borgerløn

Men det er ikke som magtudøver på Christiansborg, Alternativet har fået betydning. Det er snarere som katalysator for diskussioner, ikke så mange andre rejser. Eller som det parti, der griber temaer i vækst uden for Christiansborg.

Spørgsmålet om borgerløn er det mest aktuelle eksempel.

Det er absolut tvivlsomt om der nogensinde indføres borgerløn - eller noget, der ligner - i Danmark. Men Alternativet har placeret sig som det parti, der står midt i en debat, der er kommet for at blive. Lige som Alternativet. Det samme kan siges om flere af de debatter, der knytter an til klimaet - eksempelvis spørgsmålet om kødets klimapris.

AGF

Uffe Elbæk sagde i et interview op til landsmødet, at Alternativet ultimativt også vil være parat til at løfte statsministerposten. Hans billede var at alle fodboldklubber naturligvis går efter at vinde mesterskaber.

Dertil kan man nok nøjes med at notere sig, at Elbæk har boet og virket det meste af sit voksne liv i Århus, hjemby for fodboldklubben AGF. AGF er her endnu, men vinder ikke rigtigt noget. Alternativet får heller ikke statsministerposten.