ANALYSE Folketingsåret slutter i fred og ufordragelighed

Forhandlingsvilje har lagt en dæmper på uenighederne i Folketingets afslutningsdebat. Men tag ikke fejl: Dansk politik er i en sjælden grad af opbrud.

Regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen er igen og igen blevet sat skakmat af Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i det forgangne folketingsår. Nu har han brug for at lave resultater med støttepartiet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Nogle gange er politik så enkelt, så det er helt rørende. Man kan jo vælge at skrælle det ned til det, som finansminister Kristian Jensen (V) gjorde i TV Avisen tirsdag, hvor han sagde noget i retning af, at en politisk forhandling jo altid begynder med uenighed, og så slutter den med enighed.

Nu er der også forhandlinger, der ender med, at man går fra hinanden, men derudover sprang han naturligt nok hen over den del af ligningen, der siger, at det kommer an på, hvad man prøver at blive enige om. Man kan jo sætte bommen så langt ned, at hesten næsten ikke gider gå udenom.

DR's politiske korrespondent Uffe Tang

Siden september 2016 har Uffe Tang været en af DR Nyheders to politiske korrespondenter på Christiansborg, der løbende laver analyser og indslag om dansk politik på dr.dk og i TV og radio. Han kom til DR Nyheder i 2012 og blev redaktionschef og politisk redaktør med ansvar for både nyhedsdækningen og magasinprogrammet Bag Borgen og senere Langt fra Borgen.

Se profil

Han kunne også have sagt, at man kan, hvad man vil, hvis man kun vil det, man kan.

Dybe stød til regeringen

For med Folketingets traditionelle afslutningsdebat slutter regeringen ganske vist folketingsåret stående og med udsigt til at kunne indgå aftale med sit støtteparti om pension og tilbagetrækning. Debatten i folketingssalen har således været præget af velvillighed mod det netop fremlagte pensionsudspil.

Men det er en regering, der taget en lang række dybe stød fra sit støtteparti på vigtige sager. Herunder ikke mindst regeringens storstilede plan om at få danskerne til at gå på pension et halvt år senere end ellers planlagt. Den plan for senere tilbagetrækning, der med stor sandsynlighed vil falde på plads inden sommerferien, er helt anderledes tandløs end regeringens udgangspunkt.

Planen baserer sig på frivillighed og indeholder således en lang række ubekendte, som betyder, at det for økonomerne i Finansministeriet er svært at omsætte til tal på en bundlinje i nationalregnskabet en gang ude i fremtiden. Man kan sige, at det fremlagte i højere grad er et godt bud på, hvad regeringen kan, end hvad den vil.

Fra 2025 til 2025

Og det er et godt billede på regeringens situation efter et dramatisk folketingsår, der begyndte med, at regeringen fremlagde en 2025-plan for dansk økonomi. Og som sluttede med, at regeringen fremlagde en 2025-plan for dansk økonomi.

Mellem de to planer har regeringen gået mindst 12 omgange og været i kanvassen flere gange. Løkkes store plan var at kæmpe sig igennem et mudret folketing med en stor og kompliceret plan, der uddelte surt og sødt til højre og venstre. Den skulle være for stor til at fejle. Planen over dem alle, kunne man sige, hvilket da også fik S-formand Mette Frederiksen til at sammenligne regeringen med Olsen Banden under åbningsdebatten.

Blå blok i brand

Og det gik nærmest på samme måde for Løkke, som det altid gør for Egon Olsen: Hjælperne var ikke specielt hjælpsomme, så det hele gik i vasken. Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser på præcist deres måde fik blå blok til at brænde sammen og satte for alvor skub i, at Dansk Folkeparti fandt sammen med Socialdemokraterne.

Så da Løkke udvidede sin regering med Liberal Alliance og de Konservative og dermed fik en regering, der var større, men ifølge statsministeren også stærkere, skulle det indvarsle en ny tid. En tid med en mere manøvredygtig regering, fordi den kun ville behøve at forhandle til højre i Folketinget for at få et flertal.

Lettere for DF at sige nej

Det blev en sandhed med modifikationer. Månederne har nærmere vist, at det blev lettere for Dansk Folkeparti at sige nej til regeringen, fordi den altid kommer ud med de liberale seksløbere trukket og vil vise, at der findes et borgerligt liberalt alternativ til det, man vel kan kalde det reform-skeptiske flertal, som har fået et nyt stærkt makkerpar i Thulesen Dahl og Frederiksen.

Løkke havde nok ret, da han under afslutningsdebatten konkluderede, at økonomien er bomstærk. Men regeringen er svag, og den har ikke rigtig nogen venner.

Det er også i det lys, man skal se regeringens forsøg på at lave en pensionsaftale med Dansk Folkeparti alene og ikke bredt i Folketinget. Dels skal tilliden til støttepartiet genopbygges, og dels skal det splittes fra Socialdemokraterne.

Godbid til DF

Om det sidste vil lykkes er højst usikkert. Regeringen har godt nok lagt en særlig godbid ind i pensionsplanen til Dansk Folkeparti: Integrationsydelsen skal nedsættes med to procent. Et forslag, der ikke umiddelbart ikke har noget direkte med tilbagetrækningsalder at gøre, men som måske kan lokke Dansk Folkeparti ombord.

Og ikke nok med det. Hvis Dansk Folkeparti opfører sig, som de normalt gør, vil de bede om at få strammet det forslag op og kræve, at der bliver skåret endnu mere på nytilkomne udlændinge. Skulle det ske, kunne det være et kærkomment eksempel på, at der måske alligevel er grænser for, hvor langt Socialdemokratiet kan følge med på udlændingeområdet.

S som blind makker

Så de kommende forhandlinger kan også blive en test af, hvor langt Dansk Folkeparti er klar til at gå for at holde fast i samarbejdet med Socialdemokratiet. Partiet kan jo vælge ikke at kræve endnu større nedskæringer på integrationsydelsen. Bemærkelsesværdigt er det, at Mette Frederiksen under afslutningsdebatten slet ikke var afvisende overfor at kunne stemme for en sænkelse af integrationsydelsen, som partiet ellers ikke bakker op om.

Dermed kan situationen opstå, hvor Dansk Folkeparti indgår en aftale om tilbagetrækning og pension med regeringen, hvor Socialdemokraterne er blind makker og ender med at tilslutte sig.

Dermed ville regeringens sejr være til at overse, og S-DF-aksen ville blive cementeret, hvilket igen bør få det til at løbe koldt ned ad de liberale rygge i regeringen med udsigten til efterårets skatteforhandlinger, hvor regeringen stadig kæmper for, at væsentlig færre skal betale topskat.

Nederlag i vente

En ting er at forhandle nogle løsninger hjem med Dansk Folkeparti, der kan give danskerne nogle bedre muligheder for at blive længere på arbejdsmarkedet. En helt anden sag er, når man skal trække dem hen til et trug med topskattelettelser. I forvejen er det ikke DF-politik.

Men efter Liberal Alliances ageren sidste efterår er partiet blevet endnu mindre hjælpsomme på det område. Og med den nye alliance med Socialdemokraterne er det farligt for Dansk Folkeparti at blotte sig for den kritik, der måtte komme, hvis partiet tager ansvar for, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance kan få deres mærkesag hjem.

Der er nederlag i vente til efteråret - spørgsmålet er kun til hvem. Kommer regeringen med en uambitiøs skatteplan, kan der blive ballade med Liberal Alliances folketingsgruppe.

Radikale går egne veje

Så meget for Løkkes problemer. Mette Frederiksen har sine egne udfordringer. For hendes nye ven, Kristian Thulesen Dahl, har foreløbig ikke tænkt sig at pege på andre som statsminister end hendes modpart. Og de Radikale valgte at bruge afslutningsdebatten til noget usædvanligt at fremsætte sin egen dagsorden til vedtagelse i stedet for at stemme sammen med blokken, som er det normale.

Fremadrettet er det et godt bud, at Morten Østergaard vil gøre alt, hvad han kan, for at komme med i aftaler med regeringen. For at gøre sig selv interessant og for at vise, at han mener det, når han truer med at skifte side. Problemet for de Radikale er blot, at det er svært at se de store ikoniske sager, hvor de kan lave aftaler med blå blok, der senere vil genere en rød regering. Dertil er Dansk Folkeparti blevet alt for glade for at arbejde sammen med Socialdemokraterne.

Og således slutter folketingsåret 16-17. I fred og ufordragelighed.