ANALYSE: Regeringens første 100 dage på en tømmerflåde

Regeringen møder modstand overalt. Og intet tyder på, at det bliver lettere.

Trekløverregeringen kan vise masser af borgerlig og liberal vilje, men konkrete resultater er svære at opnå, når Dansk Folkeparti flirter med Socialdemokraterne (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det går rigtig godt inde i regeringen. De har det godt. Ja, nærmest sjovt. Samarbejdet kører, der er enighed om linjen, de tre partier arbejder tillidsfuldt sammen, lyder fortællingen forud for VKLA-regeringens 100-dags jubilæum på tirsdag.

Ja, man kan næsten imaginært høre for sig, hvordan der lystigt marcheres i takt fremad. Fremad med lysende øjne og brede smil over glæden ved fællesskabet omkring det hårde arbejde, der får sveden til at springe fra de liberale og konservative pander.

Historien krydres med anekdoter om muntre timer med rødvin i glasset på regeringsseminaret i januar. Og dans mellem Venstres fødevareminister, Esben Lunde Larsen, og Liberal Alliances ældreminister, Thyra Frank. Dans som angiveligt er optaget på smartphones, og som de griner hjerteligt indforstået af mellem ministrene.

Jo, de har det godt inde i regeringen.

Hvad nytter det?

Og mens de smiler og er glade, kan de konstatere, at de sidder på en liberal økonomisk tømmerflåde i Folketinget.

På en god dag kan De Radikales mandater regnes med i den økonomiske politik. Men det forslår som en skrædder i helvede, når der skal skaffes flertal, mens Dansk Folkeparti har mere travlt med at flette fingre med Socialdemokraterne end at få hænderne op ad lommen for regeringen.

Så hvad nytter det, at regeringsgrundlaget blev mere liberalt, mere borgerligt og mere ambitiøst?

Løkkes stort anlagte 2025-plan fra sidste år, da han stadig stod i spidsen for en ren Venstre-regering, endte som bekendt i en blindgyde. Ingen ville være med. Og svaret på den fastlåste situation blev at hive Liberal Alliance ned fra træet og ind i regeringen sammen med de Konservative. Og at skrue endnu højere op for ambitionerne for dansk økonomi i 2025.

100 politiske lysår

Det er alt sammen bare 100 dage siden.

Men det er måske 100 politiske lysår væk. Måske. For det store spørgsmål i dansk politik her i det spæde forår er, om Dansk Folkeparti virkelig har forladt blå blok. Eller om det bare er snak og kringlet taktik.

Faktum er, at man kan argumentere for begge dele.

Ja!

Ja, Dansk Folkeparti har forladt blå blok, for samarbejdet med Socialdemokratiet og i nogen grad SF i den økonomiske politik og på velfærdsområdet ligger lige for.

Sammen kan de blokere for økonomiske reformer, der betyder nedskæringer i den offentlige velfærd. De kan sige nej tak til at hæve pensionsalderen yderligere end aftalt, som regeringen ønsker. De kan sige nej til at lette topskatten, og de kan trække en boligskatteaftale i rød retning.

De har allerede skudt regeringens - og især Liberal Alliances - drøm om at lukke op for taxatjenesten Uber i sænk. De har i to omgange gjort det sværere at importere udenlandsk arbejdskraft, og de har indgået en fiskeriaftale udenom regeringen, der tilgodeser de små kystfiskere på bekostningen af store industrielle spillere.

Nej!

Nej, Dansk Folkeparti har ikke forladt blå blok, for der fortsat er tale om mindre nålestiksoperationer, når det kommer til konkret gennemført politik og om en masse snak om det gode forhold mellem S-formand Mette Frederiksen og DF-ditto Kristian Thulesen Dahl.

Efter flirten mellem de to med 3Fs formand Per Christensen som anstandsdame i en 3F-produceret video på valentinsdag, har Thulesen været ude og slå fast, at han heller ikke har planer om at agere støtteparti for Mette Frederiksen efter næste valg.

Hvad vil DF?

På regeringens tømmerflåde sidder de og kigger ud i vandet og undrer sig over, hvad det er, Dansk Folkeparti egentlig vil.

De kan i hvert fald konstatere, at definitionen af ordet "støtteparti" tilsyneladende er under ombygning. Men kigger de lidt indad, ved regeringen også godt, at den selv er med til at skubbe på udviklingen lige nu. Måske bevidst.

For selvom man overhovedet ikke kan sammenligne VKO-perioden med den bundsolide og ubrydelige akse mellem især V og DF med den nuværende situation, så ved Venstre og de Konservative alt om, hvordan man skal - og især ikke skal - håndtere Dansk Folkeparti.

De kunne skrive en håndbog om det, hvad de nok ikke har gjort. I så tilfælde har de glemt at give den til Liberal Alliances ministre, og de har måske også selv smidt den væk.

Ministres DF-håndbog

I den håndbog ville der stå noget i retning af tre ting, man skal gøre, når man skal have Dansk Folkeparti som støtteparti og samarbejdspartner:

  1. Man skal holde DF'erne tæt på. De skal være velinformeret og inddraget tidligt i processer. Tillid er altafgørende. Dansk Folkepartister hader - som alle andre - at blive overrasket i politiske forløb. Men de er mere ærekære end de fleste. Og de husker alt - også at betale tilbage.
  2. Man må aldrig tage Dansk Folkeparti for givet. De bider fra sig, hvis man tager deres støtte som en selvfølge. De straffer dem, der ikke forstår det. Så kommer de til at forstå det, er DF-rationalet.
  3. Man må aldrig virke bedrevidende, elitær og nedladende. En enkelt DF-ordfører der bliver trådt på, kan udvikle sig til et livstruende problem for en minister. Når DF skal sætte sig i respekt, kan det blive blodigt.

I øjeblikket har især Liberal Alliances transportminister, Ole Birk Olesen, nærmest overtrådt alle tre regler.

Han lever derfor ministerlivet farligt. Hvilket de efterhånden har erkendt i partiet. Men vist ikke i Transportministeriet i Fredriksholms Kanal.

Løkke provokerer også

Men Løkke selv - og dermed hele regeringen - har også overtrådt "reglerne" og markant forværret forholdet til støttepartiet.

Udspil er blevet fremlagt uden inddragelse, og det stærkere liberale fokus fra regeringen provokerer. Hele nytårstalen og Løkkes fornyede fokus på, at Danmark nyder godt af internationalisering og globalisering virker elitær og forkert på Dansk Folkeparti. Det gør i øvrigt også hele finansminister Kristian Jensens person, og han skal forestille at være krumtappen i det borgerlige samarbejde.

Mange borgerlige og liberale glæder sig over, at det er slut med den tid, hvor daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde, at der fandtes et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Endelig, tænker de.

Et fatamorgana

Og fremfor sig ser de muligheden for at markere forskellene til DF så tydeligt, at vælgerne til slut vil gennemskue, at DF er blevet et fremtidsforskrækket nej-nej-nej-og-atter-nej-parti, der har fundet et nyt værdifællesskab med Socialdemokraterne under Mette Frederiksens ledelse.

Og de ser for sig, at resultatet er fornyet opbakning til ægte borgerlige partier og til regeringen.

Måske er det bare et borgerlig-liberalt fatamorgana. Og så kan tømmerflåden med VLAK-regeringen ende med at at drive hjælpeløs rundt i dansk politik, indtil den stille glider helt ud i glemslen.